23948sdkhjf

Søborg-installatør jagter skjulte strømtyve

75 ejendomme i Gladsaxe får hjælp til at reducere elforbruget.
Brdr. Weibel El-teknik i Søborg har netop lanceret et højteknologisk måleapparat, der i løbet af kort tid afslører de skjulte energislugere på kontorer, butikker og restauranter.

Gladsaxe Kommune har som de første taget måleapparatet i brug.

- Rigtig mange tror, de har gjort, hvad de kunne for at spare på strømmen. For eksempel ved at gå over til LED-belysning og installere tænd-sluk-ure. Men der stadig penge at spare. I hvert fald afslører vores måleapparat skjulte strømtyve, som virksomhedsejerne ikke er opmærksomme på, siger administrerende direktør Dan Weibel.

Butikker sparer penge
Brdr. Weibel El-teknik er netop nu i færd ved at foretage målinger hos 75 butikker, kontorer og virksomheder i Gladsaxe.

- Kommunen har et mål om, at energiforbruget skal nedsættes inden 2020, og derfor blev vi spurgt, om vi kunne finde på en metode til at hjælpe de små og mellemstore virksomheder. Det var en udfordring, som jeg gerne ville tage op, siger Dan Weibel.

Virksomheden har blandt andet gennemført en måling i en tøjbutik, som på papiret havde gjort alt det rigtige.

- Butikken havde tænd-og-sluk-ure på mange af deres installationer. Men vi fandt ud af, at butikkens kasseapparat og computere alligevel stod tændt døgnet rundt. Den potentielle gevinst på elregningen er på mindst 2.100 kroner om året og det er med en minimal investering, fortæller Dan Weibel.

En anden måling i en lokal cykelforretning afslørede, at varesikringsanlægget var tændt døgnet rundt, også når butikken var lukket. Her var den potentielle besparelse på elregningen 1.800 kroner om året.

Dan Weibel forklarer, at der er udsigt til endnu større besparelser, hvis man for eksempel måler på et supermarked, et kontor eller andre større ejendomme.

Et samlet overblik
Det nye måleapparat giver et samlet overblik baseret på reelle målinger fra den pågældende ejendom. Det betyder, at man kan sætte ind præcis dér, hvor problemet er:

- Vores måleapparat kobles op på virksomhedens el-tavler. Vi sætter strømtransformere hen over hver af udgangene, på hver enkelt sikringsgruppe, og så måler vi i løbet af en uge, hvad virksomheden bruger af strøm. Bagefter får kunden en rapport med anbefalinger til, hvor man kan sætte ind, fortæller Dan Weibel og uddyber:

- Hvis du for eksempel har et supermarked, så kan vi måle strømforbruget uafbrudt i hele ugen og afsløre, hvor strømslugerne er. Er det kasseapparaterne, der bruger standby-strøm? Måske er det en kølemontré, der bruger for meget strøm, fordi køleblæseren ikke er blevet vedligeholdt eller bare er støvet til. Eller det kan være at facadelyset sluger strøm om natten. Vi kan endda se, om personalet glemmer at slukke kaffemaskinen, når de holder fyraften. Der er stadig mange penge at spare for den enkelte virksomhed.

Brdr. Weibel El-teknik er grundlagt i 2010 af brødrene Dan og Ken Weibel. Virksomheden har ni medarbejdere, og kunderne er primært erhverv, ejer- og andelsforeninger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079