23948sdkhjf

Slagelse vil bygge vandkulturhus til 267 millioner

Kullegaard er arkitekten bag vinderforslag i idékonkurrence.
Hvordan udnytter man bedst muligt den tomme byggegrund ved den sydlige motorvejsafkørsel i Slagelse?

Det var spørgsmålet, da Slagelse Kommune i begyndelsen af december udskrev en idékonkurrence for at indsamle gode forslag til udviklingen af området, der ligger ved siden af ruinerne af det 800 år gamle Antvorskov Kloster og Slot.

23 forslag blev indsendt, og dommerkomitéen har udvalgt det bedste og mest gennemarbejdede oplæg, som præmieres med 40.000 kr.

Bag vinderforslaget står Foreningen AquaPark, der samarbejder med Kullegaard Arkitekter, Carve Consulting samt DGI Faciliteter og Lokaludvikling.

Kernen i projektet er en markant glasbygning på cirka 10.000 kvadratmeter indeholdende en topmoderne svømmehal, legebassin, udspringsbassin og et 50 meter olympisk bassin, der også kan bruges ved internationale sportsevents. Desuden skal bygningen rumme træningssale, tagterrasse, café, butik og besøgscenter.

Udendørs er der planlagt en såkaldt middelaldersti rundt i området, hvor der skal være mulighed for at afholde ridderturneringer og anlægge smedje, fiskeplads med mere. På den måde kan byens historie formidles til både borgere og turister.

Formålet med konkurrencen har udelukkende været at indsamle idéer. Finansieringen af vinderforslaget er derimod et kapitel for sig. Det anslås, at projektet alt i alt vil koste 267 mio. kr.

- Vinderforslaget lever fuldt ud op til vores ønske om at få et gennemarbejdet og spektakulært koncept, der virkelig sætter Slagelse på landkortet og bliver et tydeligt pejlemærke i landskabet, som alle vil lægge mærke til. Forslaget rummer så mange originale idéer, at jeg meget håber, det vil lykkes at realisere det, siger Villum Christensen (I), der er formand for dommerkomitéen og formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune.

Se vinderforslaget på Slagelse Kommunes hjemmeside
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093