23948sdkhjf

Digitale Dage projekterer skolerenovering

Den syvende udgave af nordjysk byggeevent inviterer elever fra 8. klasse med, når der i de kommende dage skal projekteres nye undervisningsrum til folkeskole i Aalborg.
Elever fra 8. klasse sidder med om bordet og byder via Minecraft ind med ideer når, når hundrede studerende fra tolv forskellige uddannelser projekterer nye undervisningsrum som led i en energirenovering af Vester Mariendal Skole i Aalborg.

Det sker på De Digitale Dage, som afholdes i Aalborg fra onsdag til fredag i denne uge.

- Vi forener to verdener fra hver ende af uddannelsessystemet i et banebrydende projekt, hvor tidligere og nu ubenyttede sikringsrum på Vester Mariendal Skole forvandles til aktive områder, der både kan bruges til undervisning og værested for eleverne, siger Søren Nissen, bygningskonstruktør og underviser på UCN Teknologi samt tovholder på De Digitale Dage.

Fra Minecraft til Revit
Vester Mariendal Skole har, som led i en omfattende kommende energirenovering, udtrykt ønske om at inddrage de tidligere sikringsrum som en aktiv del af skolens liv.

- Kælderens store sikringsrum har tidligere blandt andet har været brugt som ramme for langbueskydning, men i dag står de mørke rum uden vinduer stort set ubrugte hen og bruges sporadisk af eleverne, siger Søren Nissen.

Derfor var det oplagt at inddrage eleverne i arbejdet med udformning og projektering af lokalerne. Skolen var ikke sen til at tage bolden op med en forberedende emneuge, der med IT, Minecraft og tværgående samarbejde i fokus kunne geare både lærere og elever fra 8.-klasserne til at indtræde i projektgrupperne som ’rådgivende’ brugere.

- Dermed trækker vi eleverne helt ind i projekteringsfasen som ligeværdige deltagere, der med support fra deres lærere giver ønsker og behov frit løb gennem opbygning af de nye faciliteter i Minecraft og efterfølgende implementering i professionelle projekterings-programmer, siger Søren Nissen.

Målet er at skabe en øget forståelse for fordele og perspektiver ved brugerinddragelse og samtidig bidrage til udviklingen af helt nye metoder, der med brugerne som omdrejningspunkt kan styrke samarbejde og kommunikation mellem alle byggeriets aktører.

Større end nogensinde
De godt 100 studerende fra 12 forskellige uddannelser på AAU, UCN og EUC Nord deltager i årets digitale dage, der under overskriften ’Større end nogensinde’ flankerer arbejdet i projekteringsgrupperne med en stribe foredrag samt udviklings- og forskningsprojekter, som sætter samarbejde i fokus.

Samarbejde på tværs af fagene har altid stået som ledetråd for aktiviteterne i vores digitale eksperimentarium, og De Digitale Dage udgør en unik ramme for samarbejde om udviklingen af byggeriets digitale discipliner.

Bygningsinformatik-uddannelsen ved Aalborg Universitet stiller i år op med et sæt mobilt Virtual Reality udstyr til hver af projektgrupperne – udstyr, der er udviklet specielt til brugerinvolvering baseret på Oculus Rift 3D-briller spilteknologi som skoleeleverne intuitivt vil kunne anvende.

Desuden kan deltagere og besøgende parallelt med arbejdet i projekteringsgrupperne se frem til faglige oplæg fra Sigma Estimates, Evokon, BIM Shark, Exigo, Saint Gobain, BIPS og MT Højgaard.

De Digitale Dage, der første gang løb af stablen i 2010 gennemføres i samarbejde mellem UCN Teknologi, Aalborg Universitet og EUC Nord samt Dansk Byggeri og Cowi.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109