23948sdkhjf

Fjerde generation overtager Hessellund El i Gedsted

Når el-firmaet i byen i Vesthimmerland indbyder til fødselsdagsreception, er det med visheden om, at fjerde generation står klar til at tage over.
Når indehaveren af Hessellund El i byen Gedsted i Vesthimmerland, Anders Christian Hessellund, fredag har indbudt til firmaets 90 års fødselsdagsreception i hallen i Gedsted, byder han velkommen med en god fornemmelse i maven omkring firmaets næste mange år.

Fjerde generation står nemlig på spring til at sætte sig i chefstolen i firmaet, der i 1925 blev etableret af Anders Christian Hessellunds farfar - som også hed Anders Christian Hessellund.

Fjerde generation, 26-årige Kaspar, sidder i øjeblikket og sveder over sin afsluttende opgave i bestræbelserne på at kunne kalde sig installatør. Den afsluttende opgave tager afsæt i kraftvarmeværket i den nærliggende by Hvalpsund, som el-firmaet i Gedsted i sin tid udførte el-arbejdet på.

Eksamensopgaven bliver afleveret på UCN i Aalborg i begyndelsen af det nye år - og hvis alt går vel, kan Kaspar bagefter kalde sig el-installatør.

Kaspar Hessellund blev sidste år udlært som elektriker i firmaet - og er klar til at tage tøjlerne i de kommende år.

Men det ville også have været helt i orden, hvis sønnen havde kastet sig ud i noget andet, understreger Anders Christian Hessellund.

Kaspar Hessellund har da også prøvet kræfter med andre fag - blandt andet tømrerfaget. Men hver gang er han vendt hjem til el-firmaet i Gedsted. Og her har han tænkt sig at blive, bedyrer han.

Rynkede bryn
Mens Kaspar selv har fået lov til at vælge, lægger Anders Christian Hessellund ikke skjul på, at han følte et vist pres på sine skuldre for at træde ind i familiefirmaet.

- Jeg tror, både min far og farfar ville have haft rynkede bryn, hvis jeg var kommet og havde sagt, at jeg ville noget andet, men der er altså ikke lagt pres på Kaspar. Han har selv kunnet bestemme, siger Anders Christian Hessellund, der dog omvendt ikke lægger skjul på, at han er glad for, at sønnens valg af karriere faldt ud til fordel for familiefirmaet i Gedsted.

Anders Christian Hessellund ser dog gerne en kompagnon til Kaspar.

- Tiderne er anderledes, end da jeg tog over i 1990 efter min far. Problemstillingerne er meget mere komplekse og papirarbejdet er langt større. Derfor har vi også været langt i tankerne omkring et generationsskifte, der inkluderede en af mine andre svende. Han blev desværre fejlopereret for en diskusprolaps og sidder nu i kørestol. Så jeg kommer ikke til at trappe så hurtigt ud som jeg egentlig gerne ville, siger Anders Christian Hessellund, som forventer at fortsætte fire-fem år mere sammen med sønnen.

Firmaet har i dag omkring en halv snes ansatte - adskillige af dem har været i firmaet i mange, mange år. Kontordamen og en overmontør har begge været ansat i 38 år, mens en af svendene kører på sit 25. år.

El-værksbestyrer
Hessellund El i Gedsted blev i 1925 etableret af Anders Christian Hessellund, der egentlig var bestyrer på el-værket i byen i det sydlige Vesthimmerland. Han begyndte i det små med at udføre el-opgaver for indbyggerne i Gedsted. Firmaet voksede og under krigen blev der bygget forretningslokaler på Vesterbro - på det sted, hvor el-firmaet i dag har til huse.

Anders Christian Hessellund, der også var modstandsmand, slog sig under Anden Verdenskrig på salg af radioer. Det gik strygende. Indbyggerne i Gedsted havde ligesom mange af deres landsmænd travlt med at lytte til den britiske radiostation BBC under krigen. Radioerne gik som varmt brød i forretningen i Gedsted.

Da krigen sluttede i 1945, var virksomheden så omfangsrig, at Anders Christian Hessellund kunne hellige sig den 100 procent. Og i efterkrigsårene kom overgang fra jævnstrøm til vekselstrøm til at betyde masser af arbejde for el-firmaet, der på det tidspunkt havde fire ansatte.

I 1950 blev sønnen Jens Erik Hessellund udlært installatør og kom ind i firmaet.

- Som jeg har fået det fortalt, var der vist ingen slinger i valsen. Min far fik vist ikke rigtig andre valg. Det var bare helt naturligt, at han skulle træde ind i firmaet og drive det videre, fortæller Anders Christian Hessellund, hvis far sad i chefstolen indtil 1990. Herefter trådte Anders Christian Hessellund til.

Jens Erik Hessellund døde for seks år siden, mens Anders Christian Hessellunds mor, Oda, fortsat bor i lejligheden på første sal over el-forretningen og på den måde kan hun tæt følge med i familiens livsværk.

Samtidig får hun hver morgen besøg af sønnen til en kop kaffe. Det er et fast ritual - ligegyldig hvor travlt der end måtte være nedenunder.

Oda Hessellund ejer stadig bygningen på Vesterbro i Gedsted, hvor firmaet holder til.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141