Ribe VVS Service fordobler indtjeningen
VVS-installatøren har haft et forrygende 2014, hvor virksomheden var del af en række store teknikentrepriser og renoveringsprojekter.
- Vi trimmede virksomheden, da krisen kom. Hvis man sammenligner med 2009, har vi fordoblet omsætningen med det samme antal funktionærer som dengang, siger Jon Holm Sørensen, der er administrerende direktør i Ribe VVS Service.
VVS-installatøren var sidste år involveret i en lang række projekter rundt om i landet. Blandt andet den store renovering af Søndersøparken afdeling 12 i Fredericia, hvor Enemærke & Petersen har hovedentreprisen på 214 boliger.
Derudover var Ribe VVS Service også på om- og udbygningen af Psykiatrisk Center Hvidovre, hvor B. Nygaard Sørensen var totalentreprenør. Renoveringen i Søndersøparken er afsluttet, mens Psykiatri-projektets resterende etaper starter i andet halvår af 2015.
Holder aktivitetsniveauet
Hos den sydvestjyske installatør forventer man, at den gode udvikling har bidt sig fast. Der er svende fra virksomheden i projekter på tværs af landet fra Frederikshavn til Bornholm. Siden nytår er der kommet 35 nye ansatte til, så der i alt er 110 ansatte hos installatøren.
- Vi lukrerer på en utrolig god firmaånd og et godt renomme blandt svendene, så vi har ikke problemer med at rekrutttere, siger Jon Holm Sørensen.
Virksomheden har også vundet store underentrepriser i 2015. Blandt et renoveringsprojekt i Tingbjerg ved København, hvor 249 boliger skal renoveres. Derudover er virksomheden også inde i Carlsberg Byen, hvor der skal bygges skole, P-kælder, boliger og erhverv.
- Vi regner med at ramme det samme omsætningsniveau som i 2014, siger den administrerende direktør.