23948sdkhjf

RUC indvier laboratoriebygning til 125 millioner

Byggeriet, som er tegnet af Henning Larsen Architects og har et samlet budget på 125 millioner kroner, bliver indviet i dag den 20. juni 2014.
RUC's nye laboratoriebygning skal huse flere af Roskilde Universitets naturvidenskabelige fag Molekylærbiologi, Kemi, Medicinalbiologi og Miljøbiologi og vil blive benyttet af Institut for Natur, Systemer og Modeller (NSM) og af Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring (ENSPAC).

Laboratoriebygningen er indrettet med særlige zoner, der inviterer til gruppearbejde og uformelle møder. Hermed betegnes bygningen som særligt egnet til universitetets projektorienterede og tværfaglige undervisningsform. Ligeledes er laboratorierne designet, så de er særligt egnede til at bringe de studerende tæt på RUC’s forskere og forskning.

- Jeg ser meget frem til, at vi nu får de nye laboratoriebyggerier her på RUC, hvor forskere og studerende kan mødes i helt moderne og inspirerende omgivelser. Her vil man kunne mødes på tværs af de forskellige traditionelle naturvidenskabelige fag - fx miljøbiologi og kemi. Mange problemer løses ikke af én faglighed, og derfor tror vi, at den nye laboratoriebygning kan være med til at bringe forskning inden for fx kræft, diabetes og miljøforurening et vigtigt skridt videre, siger universitetsdirektør Peter Lauritzen, som håber, at den nye laboratoriebygning vil styrke forskningen på det naturvidenskabelige område yderligere.

Topmoderne bygning til 125 mio. kr.
Klima- energi og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen vil deltage i indvielsen og vil løsne det grønne bånd, som bygningen vil være pakket ind i.

- Den nye laboratoriebygning på RUC er et af de første synlige resultater af de 3 milliarder kroner fra globaliseringsreserven, som Folketinget afsatte til forskning og udvikling af universiteternes laboratorier tilbage i 2010. Derfor er det også med stor tilfredshed, at jeg kan indvie RUC’s flotte og topmoderne laboratoriebygning. Den bliver helt central for den naturvidenskabelige forskning på RUC, og den vil være med til at løfte naturvidenskaben på RUC op på et internationalt niveau, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Indvielsen finder sted i dag den 20. juni mellem klokken 10 og 11. Det samlede budget er 125 millioner kroner, og byggeriet er tegnet af Henning Larsen Architects. Byggeriets bygningsherre er Bygningsstyrelsen, Klima- Energi- og Bygningsministeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078