23948sdkhjf

Vækst på vej til installationsbranchen

En bedre økonomi generelt kombineret med behov for investeringer i klimavenlig omstilling varsler vækst for Danmarks installationsvirksomheder.
Det var budskabet på Tekniqs årsmøde, som blev afholdt lørdag den 14. maj på Bella Sky i København, og hvor vækst, uddannelse og fastholdelse af medarbejdere var temaerne.

De 250 branchefolk og øvrige gæster, som var mødt frem, kunne høre budskabet om, at behovet for flere teknisk uddannede medarbejdere vil stige mærkbart i de kommende år. Årsagen er bedring i økonomien og de mere komplekse løsninger, der efterspørges i boliger, erhvervsejendommen og offentlige institutioner. Flere, bedre og nye slags medarbejdere er ifølge Tekniq derfor installatørbranchens svar på vejen til lønsom vækst.

- Vi mærker væksten allerede og ser den komme hurtigere i løbet af 2015. Årsagen er dels bedre økonomiske forhold, dels behovet for at investere i klimavenlig omstilling af varme, el og vand i alle slags bygninger. Det vigtige budskab i dag er, at vores branche er klar til opgaverne og til den nye vækst, som alle i samfundet får gavn af, lød det fra formand for Tekniq, Søren Skræddergaard.

Skal forny for at fastholde
For at gribe muligheden for fornyet vækst skal installationsbranchen dog samtidig sikre sig mange og nye medarbejdere med de rette kompetencer, var budskabet også på årsdagen.

Derfor er det nødvendigt at tiltrække nye faggrupper til branchen, som traditionelt næsten udelukkende beskæftiger el- og vvs-uddannede. Oveni må overenskomsterne gøres tidssvarende med nye løn- og ansættelsesforhold. Målet er at fastholde den nu alt for store andel af elektrikere og vvs’ere, som skifter til andre brancher – og at tiltrække nye til den vigtige, grønne omstilling af bygningsmassen, som boomer i de kommende år.

- Ingen branche har så mange lærlinge som vi, og kun få efteruddanner lige så meget. Men alt for mange af dem, vi selv uddanner, søger over i andre brancher. Det er et tegn på, at vi skal forny os endnu mere for at fastholde medarbejderne og få mere ud af de store investeringer, branchen hver dag foretager i uddannelse, siger administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, Tekniq.

For at give branchen ny inspiration deltog professor Niels Egelund, Aarhus Universitet, med indlæg om mere kvalitet i erhvervsuddannelserne – og hvordan flere dygtige unge kan inspireres til at tage en erhvervsuddannelse. Oveni belyste professor Henrik Holt Larsen, CBS, installationsbranchens muligheder og udfordringer for at rekruttere den rigtige arbejdskraft til fremtidens krav.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.298