23948sdkhjf

Tre vindere af ’Fremtidens Købstad’

Transform, Adept og Cobe/SLA deler førstepladsen i byplankonkurrencen om at gøre Aabenraa til fremtidens købstad.
Aabenraa skal være en af de mest levende og moderne købstæder frem mod byens 700 års jubilæum i 2035. Det var oplægget til de tre teams, der siden maj har arbejdet på planforslag til, hvordan Aabenraa bliver fremtidens købstad ved at udvikle den centrale del af Aabenraa.

Bedømmelseskomiteen har nu vurderet, at det projekt, der skal fremtidssikre Aabenraa som hovedby i Aabenraa kommune, indeholder elementer fra alle tre forslag.

- Aabenraa er og skal fremover være et skønt sted at bo. Ved at udpege tre vindere får vi tre stærke rådgiverteams til i samarbejde med Aabenraa Kommune og Realdania at arbejde videre mod den helt rigtige udviklingsplan for Aabenraa, siger borgmester Tove Larsen.

Centrale funktioner skal samles
Fælles for de tre teams er, at de ser Aabenraa som en by med så mange landskabelige og historiske kvaliteter, at byens udvikling skal handle om at trække disse kvaliteter bedre frem og forstærke dem. Samtidig med, at man skaber bedre sammenhæng mellem disse kvaliteter og bymidten.

- Konkurrencen har været rigtig spændende og lærerig. Undervejs er det blevet tydeligere for os, hvordan købstæder kan løse nogle af de centrale udfordringer, de vil stå overfor i fremtiden. Det drejer sig om at sikre sig mod stigende vandstande, da mange købstæder ligger ud til kyster. Det drejer sig om at samle flere af byens centrale funktioner – frem for at de ligger spredt – for derigennem at understøtte livet i bymidten. Og så drejer det sig om at sikre gode forbindelser mellem bymidten og byens ”grundelementer” som erhverv, uddannelsesinstitutioner og nye byudviklingsområder. De tre forslag har gode bud på, hvordan det kan gøres, siger Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania.

Aabenraa Kommune arbejder nu videre med at bearbejde og videreudvikle fællestrækkene i de tre vinderforslag. Fællestrækkene skal danne grundlaget for den endelige udviklingsplan, der skal vedtages af Aabenraa Byråd, før den kan gennemføres.

Særlige forslag indarbejdes
De tre teams har også en række forskellige, særlige forslag. Transform har et særligt forslag til at styrke handelslivet i bymidten. Det omfatter andet, at der både skal være plads til større arealer med erhverv og detailhandel ved Maden og moderne urbane byrum. Derudover har Transform et særligt forslag til, hvordan Gasværksvej på én gang kan fungere som en attraktiv ankomst til Aabenraa og, som kan sikre byen mod oversvømmelser fra fjorden.

Adept har et forslag til, hvordan man forbinder byen og landskabet. Forslaget er inspireret af Poppelallé mellem Dr. Margrethes Vej og Vestvejen. Teamet gør sig også strategiske overvejelser om, hvordan man ved forskellige udviklingsbetingelser kan se på byens udvikling, og hvordan man kan imødekomme en usikker fremtid.

Cobe/SLA har et forslag til at styrke handelsgaderne i bymidten med et oplevelsesloop, som består af hverdagsfunktioner, der understøtter de mere traditionelle handelsfunktioner. Cobe foreslår også et lidt større grønt loop, der omkranser den historiske midtby.

De tre teams arbejder nu videre med disse forslag på baggrund af dommerbetænkningen og efter en offentlighedsfase, som afsluttes i november. Derfor indgår der også høringssvar fra offentlighedsfasen i de tre teams videre bearbejdning. Det får ikke betydning for projektets tidsplan, at der er udvalgt tre vindere i konkurrencen.

Læs mere om projektet og de tre vinderforslag på http://www.aabenraafremtidenskoebstad.dk...
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078