23948sdkhjf

HusCompagniet stiler mod yderligere vækst

Sidste års rekord på 832 solgte huse ventes overgået i 2013 for virksomheden, som netop er hædret internationalt for sin kundeservice.
HusCompagniet har gennem en årrække haft stor succes med at bygge nye huse til primært danske kunder, men i de seneste år også på det svenske og tyske marked.

Virksomheden byggede sidste år 832 huse og forventer at runde 925 huse i indeværende år. Ifølge administrerende direktør Steffen Baungaard er opskriften på succes at skabe mest mulig tryghed for kunden i processen. For HusCompagniet gælder det hele vejen lige fra planlægning til selve byggeprocessen, hvor et gennemprøvet byggekoncept skal sikre høj kvalitet til tiden.

- Tingene skal være i orden hver eneste gang, vi bygger et hus, og dette fokus har været kimen til vores fremgang, selv om husbyggeriet generelt har været hårdt presset af krisen. For i sidste ende handler det om at levere varen og skabe værdi for kunden, siger Steffen Baungaard.

Det succesfulde koncept har vakt opmærksomhed uden for landets grænser. Organisationen European Business Awards udnævnte for nylig HusCompagniet til ”National Champion” i kategorien “Award for Customer Service”. Dermed bliver virksomheden én af få danske repræsentanter i European Business Awards 2013/14-konkurrencen.

- Vi tager dette som en stor anerkendelse af vores måde at gøre tingene på i HusCompagniet. For de fleste er det en meget stor økonomisk beslutning at bygge et nyt hus, og derfor er det også afgørende for os at skabe størst mulig tryghed for kunderne i alle facetter af byggeriet, siger en glad Steffen Baungaard.

European Business Awards udpeger hvert år National Champions inden for flere kategorier, og kårer ud fra denne liste de overordnede europæiske vindere. Kåringen af ”Ruban d’Honneur” finder sted i foråret 2014 og har til hensigt at fremhæve og hædre de bedste og mest innovative virksomheder på tværs af det europæiske kontinent.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094