23948sdkhjf

Eksperter: Kunstig intelligens kan sætte turbo på den grønne omstilling af byggeriet

Et klart flertal af eksperter i byggebranchen mener, at kunstig intelligens vil blive en central drivkraft i den grønne omstilling. Men branchen er for tung

Kunstig intelligens (AI) har på rekordtid sat sig tungt på dagsordenen i alle afkroge af erhvervslivet. Bygge- og anlægssektoren er ingen undtagelse. 

I en ny undersøgelse foretaget for COWI af Instituttet for Fremtidsforskning (IFF) anfører 61 procent af de adspurgte eksperter inden for ”det byggede miljø”, at anvendelse af AI bliver en fundamental drivkraft i at accelerere sektorens haltende grønne omstilling.

Det skriver Cowi i en pressemeddelelse.

Det byggede miljø er betegnelsen for bygninger, anlæg og menneskeskabte rekreative områder, og indbefatter de erhverv som skaber, driver og vedligeholder dem.

- Undersøgelsens resultater bekræfter det billede, andre analyser også har konkluderet: Byggesektorens AI-potentiale er udfordret af en konservativ kultur og en branche bestående af mange underleverandører med forskellige forudsætninger. Det handler ikke kun om teknologi, men også om villighed til at gå nye veje og forfølge de spor, hvor potentialet for værdiskabelse er størst, siger Lasse Jonasson, direktør på IFF.

Oplagt redskab

Undersøgelsen kortlægger de væsentligste udfordringer og muligheder for brugen af AI inden for det byggede miljø på baggrund af interviews med 49 eksperter på feltet fra Danmark og udlandet.

Eksperterne i undersøgelsen tegner et billede af en svært omstillelig og kompleks industri med mange små og store aktører.

Eksperterne er dog i vid udstrækning enige om, at teknologien er et oplagt redskab for branchen, som hastigt vil blive udbredt. 93 procent svarer således, at AI vil være et integreret værktøj i mindst halvdelen af alle byggeprojekter inden 2030.

Samtidig er eksperterne enige om, at uddannelse af den fremtidige arbejdsstyrke er en afgørende faktor, hvis produktivitetsfordelene ved AI skal slå rigtigt igennem.

91 procent af ekspertpanelet svarer, at det bør være normen for uddannelser inden for feltet at tilbyde opbygning af AI-færdigheder som en kernekomponent i undervisningen, inden vi når 2030.

- I årtier har vi som branche kun taget små skridt i forhold til at øge produktiviteten. Med AI kommer vi til at tage nogle større skridt, som måske vil mærkes som en revolution, fordi vi pludselig kan løse mange flere opgaver på kortere tid, udtaler Marius Weydahl Berg, koncerndirektør for forretningsudvikling i COWI.

 - Men vi kommer kun til at sætte et eftertrykkeligt positivt fodaftryk på klimadagsordenen, hvis vi tackler de strukturelle barrierer. Herunder at få AI indarbejdet i nuværende arbejdsprocesser og i undervisningen, så vi opbygger mere robuste AI-kompetencer i organisationen. Gør vi det som branche, så er potentialet langt større.

Undersøgelsen dokumenterer også, at der endnu mangler villighed til for alvor at investere i implementeringen af AI i forretningen. Ifølge rapporten svarer 42 procent af eksperterne, at deres organisationer kun har afsat mellem 0-10 procent af deres forsknings- og udviklingsbudget på AI.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157