23948sdkhjf

7.000 boligejere har fået tilsagn om støtte fra puljer til energiforbedringer

Energistyrelsen har nu lukket for ansøgninger til Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen

Flere end 7.000 boligejere har i år fået tilsagn om støtte fra henholdsvis Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen.

Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse. 

Netop Energistyrelsen har nu lukket for ansøgninger til de to puljer. I alt er der givet tilsagn for et trecifret millionbeløb. Men faktisk er puljerne ikke tømte. 

I Energirenoveringspuljen er der i år ansøgt for cirka 36 mio. kr. og frem til dags dato givet 850 tilsagn for i alt 20 mio. kr. I Varmepumpepuljen er ansøgt om 158 mio. kr., og der er frem til dags dato givet 6.522 tilsagn for i alt 122 mio. kr. , oplyser Energistyrelsen.

Energirenoveringspuljen er en tilskudsordning til danskere, der bor i huse med energimærkerne E, F og G og som drømmer om at lave energibesparende forbedringer på deres hus. 

Varmepumpepuljen er en tilskudsordning specifikt til danskere, der ønsker at skifte deres primære varmekilde ud med en varmepumpe. 

- Danskernes interesse for at energiforbedre deres hjem eller skifte til en varmepumpe vidner om, at de ønsker at tage ansvar for at fremme den grønne omstilling og skabe et mere energivenligt hjem. Vi er glade for at kunne hjælpe og håber selvfølgelig, at endnu flere vil gøre brug af tilskudspuljerne næste år, så alle de afsatte midler kan komme ud og gavne i de danske hjem, siger Lone Brose, der er enhedschef i Energistyrelsen. 

Energistyrensen forventer, at både Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen åbner for ansøgninger igen i foråret 2024. Her vil der på tværs af de to puljer være afsat omkring 400 mio. kr. til de danskere, der ønsker at lave energibesparende tiltag på deres boliger. 

Fakta om puljerne

  • Hverken Energirenoveringspuljen eller Varmepumpepuljen blev tømt i år.
  • Over halvdelen af tilsagnene fra Varmepumpepuljen er i år givet automatisk. Det betyder i praksis, at husejeren allerede inden for 24 timer har kunnet påbegynde sit projekt.
  • Sagsbehandlingen af tilsagn på puljerne er ikke færdig, og alle ansøgere kan forvente en afgørelse senest den 19. december.

Kilde: Energistyrelsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079