23948sdkhjf

Aarsleff køber tysk selskab

Entreprenørkoncernen har købt de resterende 50 procent af det tyske selskab Insituform Rohrsanierungstechniken af Aegion Corporation. Selskabet får navnet Aarsleff GmbH.
Per Aarsleff A/S har afsluttet forhandlingerne med Aegion Corporation USA om køb af Aegions 50 procent aktiepost i det fællesejede tyske selskab Insituform Rohrsanierungstechniken GmbH (IRT). Aarsleff er hermed eneejer af selskabet, der får navnet Aarsleff GmbH.

Ledelsen i IRT bliver fortsat varetaget af direktør Rudolf Feldmeier. Det oplyser Per Aarsleff A/S i en selskabsmeddelelse.

Aarsleff forventer, at der vil blive skabt synergier med den tilsvarende virksomhed, som entreprenørfirmaet i forvejen driver i andre central- og østeuropæiske lande samt ikke mindst med aktiviteterne i Danmark.

Nye muligheder for at udnytte stordriftsfordele
- Det tyske marked er meget konkurrencepræget, men også Europas mest betydelige. Med en segmentomsætning på godt 1,5 mia. kr. efter overtagelsen vil det fulde ejerskab gøre Aarsleff til Europas største operatør inden for opgravningsfri rørfornyelse. Det indebærer yderligere muligheder for at udnytte stordriftsfordele, som skal resultere i fortsat styrkelse af den markedsmæssige positionering og effektiviseringer i de udførende led, hedder det i selskabsmeddelelsen fra Per Aarsleff.

IRT er hjemmehørende i Nürnberg og har en produktionsfacilitet til imprægnering af linere i Geschwenda ved Erfurt. Desuden har selskabet ti salgs- og repræsentations-kontorer i Tyskland og aktiviteter i Slovakiet og Ungarn.

IRT’s samlede årlige omsætning er på godt 500 millioner kroner. Ved udgangen af 2012 udgjorde egenkapitalen 100 mio. kr. Driftsresultatet for kalenderåret 2012, opgjort efter Aarsleff-koncernens regnskabsprincipper, var cirka 23,5 mio. kr. før skat og før udgifter til varemærkelicens, der bortfalder med virkning fra 1. januar 2013. Selskabet har 230 medarbejdere. Anskaffelsessummen udgør 14 mio. euro kontant.

Overtagelsen vil ikke ændre Aarsleffs resultatforventninger til den resterende del af regnskabsåret 2012/2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094