Vandt udbud for seks år siden: Nu er entreprenøren fundet
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/95361071.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=1680&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=804&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=2&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=316&accessToken=713a2af447d4fe4bf7a2018796fc7b9f86a335bc49441c1663b3f59f90dd3a4b)
JCN Bolig har underskrevet en hovedentreprisekontrakt på opførsel af ZigZag Huset i Aarhus i samarbejde med Høgh & Rousing Invest A/S, som kommer til at stå for udlejning og drift af ejendommens lejemål.
Og det er et projekt, som har været meget længe undervejs.
Høgh & Rousing Invest vandt således i efteråret 2017 muligheden for at opføre cirka 120 boliger mellem den gamle Godsbanegård og Scandinavian Center. Projektet er tegnet af E&N Arkitekter, og Artelia er ingeniør på opgaven.
I 2018 blev JCN Bolig så kontaktet i forbindelse med de indledende forhandlinger. I processen blev der udarbejdet flere overslag for at ramme projektøkonomien. Prisen lå væsentligt over det budget, bygherren havde, og det skyldtes, at projektet var meget kompliceret i design og specielt i forhold til konstruktioner.
I den efterfølgende proces er projektet derfor blandt andet blevet tilpasset til brug af betonelementer i stedet for beton støbt på stedet - uden at ændre væsentligt på E&N Arktekters arkitektur, understreger parterne i en pressemeddelelse.
Men nu realiseres så det projekt, der i sin tid vandt det kommunale udbud.
Hovedprojekteringen er afsluttet, byggetilladelsen er udstedt, og i fredags blev kontrakten så endeligt underskrevet. Pæleramningen gik i gang allerede efter sommerferien, og man skal 26–30 meter ned i jorden.
Zigzag mellem bygningerne
ZigZag Huset består af 126 boliger og otte erhvervslokaler i stueplan, fordelt på to små caféer i gavlene og seks kontorer. I alt 11.808 kvm - heraf 920 kvm til erhvervslokalerne.
Bebyggelsen består af syv tårne med adgang til fire-fem lejligheder per etage. Imellem de syv forskudte bygninger opstår zigzag-formen, og her skabes der grønne gårdrum med ophold. Der er tagterrasser til både privat og til fælles ophold.
I designet nedskaleres taget ned mod bygningen ved Godsbanen. Mod Sonnesgade ligger lejlighederne i stueplan hævet ca. 1,2 m. over terræn for at skabe privatliv.
Betonarbejdet med JCN Boligs egne folk havde opstart i uge 44, og aflevering bliver i juni 2025.
![JCN Bolig har underskrevet en hovedentreprisekontrakt på opførsel af ZigZag Huset i Aarhus i samarbejde med Høgh & Rousing Invest A/S. JCN Bolig har underskrevet en hovedentreprisekontrakt på opførsel af ZigZag Huset i Aarhus i samarbejde med Høgh & Rousing Invest A/S.](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/95361086.jpg?t[strip]=true&t[quality]=75&t[crop][width]=3068&t[crop][height]=1841&t[crop][x]=0&t[crop][y]=0&t[resize][width]=1000&t[resize][height]=600&accessToken=33ef42bf9b5697175035de6d000fa3426df9e92576938358ea656d5e03d4a5cc)