Alt for lave bud: Ejer dropper stort boligprojekt i Helsingør
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/89189587.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=799&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=490&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=405&accessToken=b9c5b1a47d9cf18bcb405b1c788c80a474b815c09c16b80c1f9bfd74a5e6ba99)
210 planlagte boliger på stort areal ved Rasmus Knudsens Vej i Helsingør bliver ikke til noget alligevel.
Grundens ejer, uddannelsesinstitutionen U/Nord, har droppet af sælge grunden, fordi de indkomne bud var alt for lave, og dermed bliver boligprojektet skrinlagt for nu.
Det skriver Helsingør Dagblad.
- Vi har afvist de bud, der er indgået. Det skyldes, at de var for lave, konstaterer U/Nord-direktør Flemming Zachariasen overfor mediet.
Direktøren uddyber, at tidernes høje renter og stigende udgifter til både håndværker og materialer spiller en stor rolle i det droppede projekt.
U/Nord ligger for enden af Rasmus Knudsens Vej, og skolen har planer om at fraflytte, fordi bygningerne er slidte og for store, og i øvrigt har en dårlig placering i forhold til at tiltrække elever, har direktøren tidligere forklaret.
Flytteplanerne er stadig intakte, selvom grunden altså ikke bliver solgt i denne omgang, siger direktøren.
Ifølge lokalplanen må der på matriklen opføres tæt-lavt boligbyggeri i op mod to etager og etagebolig i op til tre etager.