23948sdkhjf

Trævirksomhed forpligter sig på klimamål

Nordjyske Keflico, der i sidste uge kunne præsentere et årsregnskab med rekorder på top og bund, lykkedes trods den høje aktivitet også med at reducere årets CO2-udledning. I fjor satte trævirksomheden sig et mål om inden 2030 at blive klimaneutral indenfor Scope 1 og 2 i henhold til Science Based Target Initiative, og det er en målsætning, der ifølge Keflico selv er kommet godt fra start.

I en pressemeddelelse kan Keflico således berette, at der i 2022 blev skåret næsten 6 pct. af CO2-udledningen sammenlignet med 2021, og nu har virksomheden netop fået sin klimaplan for fremtiden godkendt af Science Based Target Initiative.

– Ved at tilslutte os FN’s Science Based Target Initiative understreger vi endnu engang, at vi arbejder seriøst med bæredygtighed. Det er et fokus, som bliver bakket op af handling, og vi er yderst tilfredse med, at vi gennem en aktiv indsats er lykkes med at reducere vores klimaaftryk, siger adm. direktør Mads Stenstrop, der fortsætter:

– Det er blandt andet sket ved adfærdsændringer samt konkrete initiativer som installation af et solcelleanlæg på dele af taget på vores lagerhal i Støvring.

Mads Stenstrop fortæller, at det fremadrettede fokus vil være på at nuancere klimatallene yderligere samt foretage konkrete reduceringer af virksomhedens klimapåvirkning.

– Den bæredygtige udvikling er en proces – og vi har kun taget de første spæde skridt mod vores klimamål – men vi agter at tage endnu flere store skridt nu og fremadrettet. Vi arbejder derfor hårdt på at nuancere vores datagrundlag, så vi kan blive endnu skarpere og iværksætte konkrete handlinger med størst mulige effekt for klimaet, siger Keflico-direktøren.

Vil gøre træ tilgængeligt for alle

Hos Keflico, der handler med den træforbrugende industri samt de danske tømmerhandler og byggemarkeder, oplever man en stadig støt stigende interesse for bæredygtige materialer som træ. Særligt de nye lovkrav om eksempelvis mindre CO2-udledninger ved nybyggeri har skærpet fokus hos byggeriets aktører på byggematerialernes bæredygtige egenskaber, kvaliteter og dokumentation.

Og der er noget at hente i byggeriet ved at kigge mod de mere bæredygtige materialer. Her peger Keflico blandt andet på en 2020-rapport fra Rambøll, der ifølge trævirksomheden anslår, at en typisk skalmur udleder mellem 41-45 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter, hvorimod træbeklædning kun udleder 3-4 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter. Der er altså væsentlige klimabesparelser at hente i de mere bæredygtige materialer for en byggebranche, der i dag står for omkring 40 procent af den samlede globale CO2–udledning

Derfor har Keflico udviklet en ny onlineløsning, der giver adgang til alle de relevante produktoplysninger, som både byggebranchen og de private forbrugere efterspørger. Her kan man finde alt lige fra produkternes tekniske egenskaber, kvaliteter, anvendelsesmuligheder til hvad der er på lager lige nu, certificeringer, godkendelser, miljøvaredeklarationer og livscyklusanalyser.

– For at gøre træ lettere tilgængeligt og imødekomme de stigende krav til dokumentation har vi de seneste år brugt betydelige ressourcer på at indsamle og opdatere informationer på vores næsten 3.000 forskellige træ og træbaserede produkter. Informationen har vi gjort frit tilgængelige online på vores hjemmeside. Vi mener nemlig, at træ skal være tilgængeligt for alle, fortæller Camilla Hyldgaard Thomsen, kommerciel direktør i Keflico.

Keflico har en ambition om at integrere løsningen med andre databaser, eksempelvis Byggebasen, EPD Danmark og LCA-byg for at skabe endnu mere transparens på tværs i branchen og gøre det nemmere for byggeriets partnere at træffe kvalificerede materialevalg.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125