Horsens-entreprenør etablerer sig mod syd
Jens Karstensen A/S, som har hovedsæde i Horsens, opretter en ny afdeling i Hammelev. Her skal der ansættes fem til seks mand.
Entreprenørfirmaets nye afdeling er ifølge avisen hovedsageligt oprettet for at tage hånd om en større opgave ved Haderslev Kommune.
Hammelev-afdelingen er dog også godt placeret i forhold til Jens Karstensens øvrige opgaver i Syd- og Sønderjylland, hvor entreprenørfirmaet bl.a. har en rammeaftale med Stofa.
I gang med nyansættelser
- Umiddelbart efter månedsskiftet går vi i gang med at indrette lokalerne, og vi er allerede i gang med at søge medarbejdere, fortæller entrepriseleder i Jens Karstensen, Niels Fosgrau, til Haderslev Ugeavis.
Ifølge avisen har man taget hul på ansættelserne, som skal munde ud i fem eller seks medarbejdere ved afdelingen i det sydjyske.