Sundhedscenter i Haderslev midtby
I Haderslev skal etableres et nyt sundhedscenter til ca. 103 mio. kr. Om centret bliver OPP-samarbejde eller privat finansieret er endnu uafklaret.
Sundhedscentret bliver til i et tæt samarbejde med Region Syddanmark, som ønsker at placere lokalpsykiatrien i centret. I tilknytning til sundhedscentret er der også planer om at etablere en sundhedshave, hvor grønne rammer kan være med til at give en sundhedsfremmende gevinst for borgere med både mentale og fysiske helbredsvanskeligheder.
I processen med at finde den bedst mulige placering har ingeniørfirmaet Grontmij stået for rådgivning og analysearbejdet.
Privat finansiering kontra OPP
I sundhedscentret samles en række sundhedstilbud og borgerrettet forebyggelse, fx livsstilshold, tilbud til mennesker med en kronisk lidelse, patientskoler og diætistvejledning. Tanken er, at der også etableres samarbejde med de praktiserende læger og andre relevante behandlere. Ligeledes er der et ønske om at åbne for et tættere samarbejde med patientforeningerne og andre frivillige.
De anslåede anlægsudgifter vil beløbe sig til 103 mio.kr. Finansieringsformen er ikke endeligt afklaret; Haderslev Kommune og Region Syddanmark afklarer i øjeblikket mulighederne for privat finansiering eller OPP-samarbejde.
Næste fase i arbejdet med sundhedscentret bliver at få fastlagt mere præcist, hvilke funktioner der skal have til huse i sundhedscentret, og dette arbejde er der så småt taget hul på. Herefter går arbejdet med at planlægge og etablere de konkrete fysiske rammer for sundhedscentret i gang.