Dansk elværktøj følger krudt og kugler til Ukraine
Ruslands invasion af Ukraine har forårsaget ufattelige ødelæggelser med angreb på civilbefolkningen, el- og gas distribution, kraftværker - ja selv sygehuse. Så landet har brug for mere end krudt og kugler - også værktøj mangler der til genopbygningen i det krigshærgede land.
Og det sker allerede løbende. Hver gang en bygning rammes af granater, så går der ikke mange timer efter at ildslukning og redningsarbejde er tilendebragt, så går et sjak frivillige ukrainere i gang med at gøre bygningen beboelig eller funktionsdygtig igen.
Der findes tusindvis af sådanne sjak over hele Ukraine, fortæller parret Olga Rubarchuhk og murermester Jens Madsen fra Nordsjælland. Olga er født i det vestlige Ukraine, og mange af mændene i hendes familie deltager aktivt i krigen mod russerne, eller afventer indkaldelse.
Jens fik ideen til indsamlingen, fordi de gennem Olgas store familie, der lever over det meste af Ukraine, ved at der også mangler værktøj.
Omfanget af genopbygningen fra de daglige granatangreb er selvsagt af helt andre dimensioner, så der er mange håndværkere, men også frivillige, der har dannet disse sjak, der helt autonomt sørger for at udbedre skader, så godt som muligt med de forhåndenværende midler.
Jens Madsens ide kom Københavns Tømrerlaug for øre, og hurtigt fik Oldermand Henrik Dyssell sendt en mail ud til medlemmerne, hvor der lige så hurtigt kom svar tilbage: Naturligvis hjælper vi Ukraine hvor vi kan.
I løbet få dage har Henrik Dyssell koordineret indsamlingen i lauget, og fået tre læs brugt – men funktionsdygtigt elværktøj - afleveret til Olga og Jens.
Oprindelig var det tanken at Jens og Olga selv ville køre til Ukraine i deres kassevogn, men mængden af værktøj oversteg deres vildeste forventninger. Deres opgave er nu at finde en virksomhed, der vil donere en rimelig stor lastbil, der skal køre værktøjet ned til den Ukrainske grænse, hvor Olga og Jens så har koordineret, med de mange sjak de har kontakt til, at de afhenter værktøjet.