Svage markedsvilkår presser Saniståls indtjening
Grossistvirksomheden melder om hård konkurrence og vanskelige markedsvilkår, og man er derfor tvunget til at nedjustere forventningerne efter første halvår.
I koncernens Industri-division faldt omsætningen i andet kvartal med 5 mio. kr. til 606 mio. kr., og i Byggeri-divisionen faldt omsætningen med 29 mio. kr. til 470 mio. kr.
- Bygge- og anlægsbranchen er fortsat et vanskeligt marked. I Danmark er vvs-markedet faldet med 2,1 procent i første halvår 2014. Udviklingen i markedet presser indtjeningen i Danmark. På bygge- og anlægsmarkedet i Østeuropa ses moderat vækst, skriver Sanistål i sit halvårsregnskab.
- Stålmarkedet er hårdt presset, hvilket ligeledes presser indtjeningen i første halvår 2014. Stålpriserne er i halvåret faldet yderligere i forhold til sidste års lave niveau. Markedsprognoserne er usikre, men der er en forventning om en beskeden stigning i stålpriserne i løbet af andet halvår 2014, lyder det videre.
Selv om der er visse tegn på fremgang i den danske industri, forventer man ikke nogen større stigning i omsætningen i andet halvår.
- Såvel bygge- og anlægsmarkedet som stålmarkedet har udviklet sig negativt i forhold til forventningerne for første halvår 2014. Denne situation forventes i hvert fald at fortsætte den resterende del af året og fører derfor til en nedjustering af forventningerne til årets resultat, skriver Sanistål.
Nu forventer virksomhedens ledelse et resultat af primær drift (EBIT) på 70-100 mio. kr. mod tidligere 90-120 mio. kr.