Laveste byggeledighed siden 2008
Knap 3.700 ledige håndværkere på landsplan svarende til en ledighed på 4,3 procent. Det er det laveste niveau i seks år.
I alt knap 3.700 arbejdsløshedsforsikrede står uden arbejde, og man skal tilbage til årene 2006-2008 for at finde lavere sommerledighed.
- En ledighed på 4,3 procent må betegnes som et udmærket leje for en sommermåned i en situation, hvor vi bestemt ikke har lagt krisen bag os. Noget tyder på, at de store projekter så småt er begyndt at trække, og mange af vores medlemmer derfor kommer i arbejde. Vi har gået på bunden i en lang periode. Nu er vi oppe på en revle. Nu skulle vi gerne helt i land, siger BAT-kartellets sekretariatsleder Gunde Odgaard til Licitationen.
Elektrikerne har en ledighedsprocent på 2,2 og er således den faggruppe med lavest ledighed. De øvrige faggrupper ligger mellem 4,6 % og 5,5 %. Opdelt på geografi er der færrest ledige i Region Midtjylland (3,5 %) og fleste i Region Sjælland (6,3 %).