23948sdkhjf

Midlertidige aktiviteter flytter ind på Grønttorvsgrunden

Snart er grønttorvet i Valby en saga blot, og der gøres plads til et grønt og attraktivt boligområde for familier og studerende. Men inden dette sker flytter de midlertidige aktiviteter ind på Grønttorvsgrunden.
Konkurrencen ’Between Industry and City’ på Innosite.dk opfordrer alle til at komme med gode idéer til midlertidige aktiviteter på Grønttorvsgrunden. Midlertidige aktiviteter, der skal være med til at øge stedets attraktionsværdi og give det en ny identitet, inden man anlægger et boligområde for familier og studerende.

- Vi er åbne for hvad konkurrencen kan bringe og give af resultater. Vi håber de er mangeartede, breder sig og henvender sig til et forskelligt publikum. Både små og store ideer er velkomne.
Brian Abildgaard, direktør Grønttorvet A/S.

Buzzword fra 90'erne
I Danmark fik man øje op for brug af midlertidige aktiviteter i midten af 1990’erne, hvor de gamle industribygninger på Refshaleøen i København blev midlertidigt omdannet til bl.a. Luftkastellet, Base Camp og Pappa Hotel. For tiden er der stort fokus på de midlertidige aktiviteter på Papirøen, hvor Copenhagen Street Food og Experimentarium har indtaget de store haller for en stund. Grønttorvet tilbyder på samme måde nogle unikke rammer, der har masser af potentialer til spændende og anderledes projekter.

- Det midlertidige er af stor betydning, da hele området fraflyttes på én gang. En udviklingsperiode på dette grundstykke strækker sig over en længere årrække og derfor er der både plads og behov for midlertidige aktiviteter. Området har tidligere ikke været et område man naturligt færdes i, og vi vil gerne åbne det op for beboerne i området, resten af Københavnerne og alle der har lyst til at komme forbi, siger Brian Abildgaard, direktør for Grønttorvet A/S.

Den videre fremtid
Den videre vision for området, kaldet Ny Valby, er at skabe en tæt og attraktiv, grøn deleby på den tidligere Grønttorvsgrund. Med det nye boligområde skabes rum til børnefamilier, studerende og almindelige borgere, der vil bo tæt på byen, tæt på grønne rekreative tilbud og bo i et område med hverdagsfællesskaber. Hensigten er at bygge videre på Grønttorvets historie og udnytte de fysiske potentialer i området – fra Gl. Valby mod nord til Valby Parken og Valby Strand mod syd samt den tætte forbindelse til S-togsstationerne.

Men indtil visionen bliver til virkelighed er der altså mulighed for at benytte området midlertidigt. Så hvis man går rundt med en ide om en midlertidig park, en kunsthal, klatrebaner el.lign., er det bare at byde ind med sin ide på innosite.dk – så bliver den måske realiseret i efteråret 2015.

Om Innosite
Innosite er et initiativ af Realdania og Energistyrelsen med Dansk Arkitektur Center som operatør. På innosite.dk afholdes åbne idékonkurrencer, hvor alle inviteres til at komme med innovative løsninger på aktuelle udfordringer i byggeriet.

Om konkurrencen ’Between Industry and City’
Konkurrencen er åben for alle, og forslag kan uploades i perioden 1. juli – 12. august 2014. Deadline for upload af forslag er den 12. august 2014 kl. 23:59. Den samlede præmiesum er på 50.000 kr., og juryen udpeger 5-7 vindere.

Vinderforslagene udstilles på kulturdagene i Valby og på Grønttorvsområdet. De bedste forslag vil blive indarbejdet i en samlet midlertidighedsstrategi for området, som vil blive foldet ud over de næste år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14