23948sdkhjf

Ustruktureret sikkerhedsarbejde i mange små el-virksomheder

Små elektrikervirksomheder har problemer med arbejdsmiljøet. De henter viden på må og få og klarer ofte problemerne fra dag til dag, viser kampagne-erfaringer.
Der arbejdes med spænding, virksomheden har ikke regler for arbejde med strøm, der er ikke klare retningslinjer. Sådan lyder et udpluk af de udsagn, der kom frem, da Dansk El-Forbund (DEF) og Tekniq for nylig havde indbudt en gruppe ansatte og chefer fra små virksomheder i el-branchen til møde om arbejdsmiljø. Det skriver fagbladet Elektrikeren.

Der var tale om en slags fokusgruppe nedsat som led i den store handleplan og sikkerhedskampagne, der blev skudt i gang i januar, og som skal nedbringe antallet af ulykker i bygge- og anlægsbranchen.

Mødet gav et klart fingerpeg om et ustruktureret sikkerhedsarbejde i de små el-virksomheder. I fokusgruppen var det en tydelig tendens, at ’man snakker om tingene’, at regler er firkantede, og at der ikke er megen plads til det formelle arbejdsmiljøarbejde.

Spænding - igen - i fokus
Arbejdet med spænding er årsag til mange ulykker og har været i fokus i talrige kampagner, ligesom det er det i den aktuelle kampagne. Ulykkerne kan forebygges effektivt gennem en konsekvent virksomhedspolitik om at slukke for strømmen, når der arbejdes på anlæggene. Men det kan genere kunderne, det kan være tidkrævende.

Det fremgik generelt, at de små virksomheders største problemer består i risikoen for stød, nedslidning, manglende hjælpemidler, manglende planlægning og at mange ikke tør sige noget til mester. Flere havde fået stød ved montering af armaturer, fordi procedurer ikke blev fulgt, faldulykker opstår typisk i forbindelse med arbejde på stiger, og overbelastningsskader kommer ofte i forbindelse med håndtering af hvidevarer.

Der findes både en generel arbejdsmiljøhåndbog for bygge- og anlægsområdet og en særlig håndbog om sikkerhed og spændingsarbejde, men begge bøger var næsten ukendte for deltagerne. Når man skal finde hjælp til et problem, sker det ofte via Google.

- Vi satser her i kampagnen meget på at komme i dialog med folkene i de små virksomheder. Vores indledende arbejde – og ikke mindst mødet med fokusgruppen – har tydeligt vist, at alle de gode råd og budskaber fra arbejdsmiljøsystemet og organisationerne slet ikke når frem i tilstrækkeligt omfang, siger forbundssekretær i DEF, Lene Christiansen, der har arbejdsmiljøet som sit ansvarsområde.

Problemet er ifølge hende, at man ofte kun henvender sig til arbejdsmiljørepræsentanter og ikke har fokus på det, der er direkte målrettet de ansatte i små virksomheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094