23948sdkhjf

Helhedsplan for Padborg Erhvervsområde på vej

Aabenraa Kommune har udarbejdet en helhedsplan for Padborg Erhvervsområde. Planen, der skal sikre en visionær udvikling i området, er nu klar til politisk behandling.
Der er en helhedsplan på vej for det næsten 500 hektar store erhvervsområde i Padborg, hvor cirka 4.000 personer er beskæftiget i cirka 130 virksomheder, og hvor der hver dag kører ca. 4.500 lastbiler igennem.

Helhedsplanen er udarbejdet af Aabenraa Kommune efter en proces, der har involveret en arbejdsgruppe af erhvervsfolk, Erhvervenes Hus Aabenraa, Aabenraa Erhvervsforening og Syd- og Sønderjyllands Politi. Planen er hermed forankret i områdets behov og ønsker, som ligger til grund for en række temaer, som planen udstikker retningslinjer for. Temaerne er blandt andet trafik og veje, forskønnelse, sikkerhed, Toldpladsen og Industrivej.

Formand for erhvervsforeningen John Christensen, der er direktør i Fleggaard, ser store muligheder i helhedsplanen:

- Den tager afsæt i den eksisterende struktur og giver et visionært perspektiv for området frem mod 2035. Et af hovedmålene er at få udviklet området yderligere inden for logistikområdet og at tiltrække andre og nye brancher, og der ligger store muligheder i en udvidelse af området vest for motorvejen. Med en politisk vedtagelse af planen samt en organisering til at forankre projektet og til at udvikle og markedsføre Danmarks største logistikområde vil vi stå stærkt i konkurrencen det næste årti.

I høring efter politisk behandling
- Planen underbygger ambitionen om Padborg Erhvervsområde som et af Danmarks førende transportcentre og porten til Europa, siger Philip Tietje, formand for Vækst- og Udviklingsudvalget.

Planen skal behandles i Aabenraa Kommunes vækst- og udviklingsudvalg 12. juni og derefter i byrådet. Efter politisk behandling kommer helhedsplanen i offentlig høring.

Fakta om processen
• I december 2012 besluttede Aabenraa Byråd at afsætte midler til udviklingen af en helhedsplan for Padborg Erhvervsområde
• Siden foråret 2013 har en arbejdsgruppe på tværs af erhvervsliv, politi og kommune arbejdet med udviklingen af temaer for helhedsplanen
• Forslaget til Helhedsplan for Padborg Erhvervsområde blev i maj 2014 fremlagt for virksomhederne i Padborg, hvor også en række politikere deltog
• Helhedsplanen skal gennem den politiske proces i juni 2014, hvorefter den kommer i offentlig høring i sommeren 2014
• Helhedsplanen forventes vedtaget i efteråret 2014
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093