23948sdkhjf

Danmarks smukkeste klimatilpasning udpeger bygherrerådgiver

Bascon er netop valgt som bygherrerådgiver på projektet, som skal sætte Middelfart på Danmarkskortet som et foregangseksempel på visionær og innovativ klimatilpasning.
Et partnerskab bestående af Realdania, Middelfart Kommune og Middelfart Spildevand A/S står sammen om at realisere Danmarks smukkeste klimatilpasning i kvarteret omkring Kongebrovej i Middelfart. Projektet er i fuld gang, og partnerskabet har netop udpeget Bascon som bygherrerådgiver på opgaven.

Det storstilede projekt er et af de første af sin art i Danmark, og målsætningen er klar: Projektet skal sætte Middelfart på Danmarkskortet som et foregangseksempel på visionær og innovativ klimatilpasning. Visionen er, at arbejdsformen, de konkrete løsninger og principper for løsninger skal fungere som inspiration for fremtidens arbejde med kombinationen af byudvikling og klimatilpasning - ikke kune i Middelfart, men også nationalt og internationalt.

Med en samlet økonomisk ramme på ca. 76 mio. kr. skal projektet resultere i realiserbare, innovative og smukke løsninger, der ikke kun løser den tekniske udfordring med afledning af regnvand, men som også skaber merværdi af investeringerne i klimatilpasningen for en hel bydel – naturmæssigt, oplevelsesmæssigt, økonomisk og æstetisk.

Stor faglighed i spil
På baggrund af et EU-udbud har partnerskabet bag projektet altså nu udpeget Bascon som bygherrerådgiver på opgaven. Her skal firmaet agere som strategisk bygherrerådgiver i det ambitiøse projekt både i forhold til klimatilpasningsopgaven, interessentinddragelsen og partnerskabssamarbejdet.

- Det er en opgave med et stort potentiale for os i Bascon. Vi skal være partnerskabets højre hånd i en kompleks proces, hvor mange fagligheder og forskellige interesser er i spil, siger Bascons projektleder Niels Christian Toppenberg.

Helt konkret skal Bascon sikre gennemførelsen af en ambitiøs arkitektkonkurrence og efterfølgende realisering af tre udvalgte klimatilpasningsprojekter.

Grundig forundersøgelse som fundament
Middelfart Spildevand har sammen med Middelfart Kommune og Realdania i 2012 gennemført en forundersøgelse i kvarteret omkring Kongebrovej i Middelfart. Området er fælleskloakeret og plaget af kælderoversvømmelser ved kraftig regn. Forundersøgelsen viser, at hvis der ikke gennemføres en klimatilpasning af området, vil alle problemstillinger forværres i takt med, at klimaet forandres over de næste 50 år. Løsningen er, at vandet håndteres ved at etablere anlæg for regnvandshåndtering i byens overflader, som supplerer det eksisterende kloaknet med ekstra kapacitet, fleksibilitet og robusthed. Klimatilpasningsløsningerne skal udformes på en måde, så de også bidrager til at gøre byen mere attraktiv og levende.

Klimatilpasningen skal udnyttes til at skabe et kvarter, der er grønnere, sjovere og sundere. Bilernes hastighed skal sænkes gennem grønne tiltag, så det bliver både tryggere og sjovere at færdes til fods eller på cykel. Dermed forbedres ikke blot de visuelle kvaliteter i byens rum, men der skabes også en sundere og mere bæredygtig by. Socialt set kan nye samarbejder om anlæg og/eller drift af nye tiltag skabe nye fællesskaber og lokalt engagement.

Projektet bygger videre på konkrete input fra områdets beboere og andre lokale interessenter, og der forventes en løbende inddragelse af Kongebrovejkvarterets og byens borgere igennem hele forløbet. ”Den lokale forankring og borgernes opbakning til projektet er en hjørnesten for realiseringsarbejdet”, siger Niels Christian Toppenberg.

Læs mere om projektet på projektets hjemmeside: www.klima-byen.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094