Succesrig håndværker-dialog i Assens
Dansk Byggeri og Assens Kommune har et godt samarbejde, der er med til at sikre arbejdspladser i den trængte branchen. Sidste uge afholdt man den årlige dialog om emner af fælles interesse.
For kommunen er et samarbejde, der er med til at skabe praktikpladser til unge indenfor f.eks. tømrerfaget, vigtigt. Her indtager de lokale håndværksvirksomheder en central position, da de netop kan tilbyde disse pladser. Mens Dansk Byggeri på denne ene side hjælper med praktikpladser, gavner de mange anlægsarbejder Assens Kommune har i støbeskeen, håndværkere og entreprenører.
- I 2013 og 2014 er der afsat mere end 150 mio. kroner til anlægsarbejde i Assens Kommune. Det har vi i byrådet prioriteret, ikke mindst for at give et gevaldigt skub til væksten. Det er faktisk et meget konkret eksempel på vilje til vækst, på hvordan vi når målene i vores vision 2018, siger Finn Brunse.
Ny direkte vej mellem erhverv og kommune
Dansk Byggeri Fyns formand Claus Larsen og lokalforeningens formand Bjarne Dideriksen fortsætter hvor borgmesteren slap:
- Det er flot, at Assens Kommune løfter sit anlægsbudget så meget. Det er godt for vores branche, at der kommer noget arbejde til håndværkerne men selvfølgeligt også, at velfærdens rammer løftes på denne måde. Erhvervskontakten er et andet eksempel på, hvordan Assens vil vækst og erhvervslivet. Erhvervskontakten åbner 1. maj i år og bliver den enkle og direkte vej til kommunen for erhvervslivet. Det ser vi heldigvis flere eksempler på her på Fyn og det har vi store forventninger til.
Pr. 1. maj går Assens med i samarbejdet om Grøn erhvervsvækst, hvis mål er at skabe 300 nye job inden for byggebranchen. Det forventer alle parter sig meget af.