Silvan slår revner
Det netop indledte Ikea-byggeri i Aarhus får nabobygningen, en to år gammel Silvan-forretning, til at slå revner.
Ifølge Ing.dk er nabobygningen, et cirka 3.500 m² stort Silvan-byggemarked, nemlig begyndt at slå revner, og desuden har asfalten trukket sig op mod fem centimeter tilbage fra facaden.
På grund af niveauforskellene i området er der flyttet næsten 150.000 ton jord og nedsat spuns omkring dele af grunden. Dette har formentlig været årsag til skaderne.
- Risikoen er der altid, når der skal rammes spuns. Men havde vi vidst, at asfalten ville flytte sig tre til fem centimeter, var det nok blevet håndteret det på en anden måde, siger Ole Munk Vistisen, projektleder hos ingeniørfirmaet Moe, til Ing.dk.
Løsningen kan, ifølge Ing.dk, blive at forankre spunsen:
- Løsningen handler om at forstærke spunsvæggen, der har givet sig. Væggen skal forankres med traditionelle ankre inde under Silvan-bygningen. Det er en helt almindelig løsning. Oprindelig var det bare forudsat, at spunsen kunne rammes uden forankring, forklarer projektchef Sten Ejsing.