23948sdkhjf

90 tons stålkonstruktion løftet på plads

Europas længste kran var i brug, da MT Højgaard monterede en 90 tons tunge stålkonstruktion, som skal udgøre taget på den ene af bygningerne i Novo Nordisks nye domicil.
Mandag den 18. februar var en af de mere spektakulære dage i opførelsen af det nye domicil til Novo Nordisk, som MT Højgaard er ved at opføre i Bagsværd.

Kranen ankom til byggepladsen på 36 lastbiler i løbet af weekenden, og det tog to dage at samle den. Kranens løftearm er 104 meter lang, og udlægget på løftet var 70 meter. Det krævede en ballast på 350 tons at holde kranen på plads.

Præcis klokken 12 begyndte Europas største kran at løfte en 90 ton tung stålkonstruktion op på taget af den ene bygning. Og præcis en time efter at konstruktion lettede fra jorden, lå den på plads på toppen af bygningen. et fremgår af MT Højgaards nyhedsbrev.

Stålkonstruktion skal danne rammen for en glaskuppel, som med en diameter på 32 meter vil give bygningen et markant præg og sikre et flot lysindfald.

Passede på milimeter
- Løftet var planlagt ned til mindste detalje, men der er altid stor spænding forbundet med at udføre den slags opgaver. Løftet i sig selv er ganske udfordrende, og vi er afhængige af, at vejr og vind er med os. Vinden tiltog lige op til grænsen for, at løftet kunne realiseres, og regn og slud prægede dagen, hvilket gjorde de afsluttende svejsearbejder komplicerede, siger Bert van der Plaat, projektchef i MT Højgaard.

Samtidigt skal konstruktionen passe på millimeter, når den bliver lagt på plads på taget.

Pælefundering under kranens støtteben
Løftet blev håndteret i tæt samarbejde med erfarne medarbejdere fra stålleverandøren CSK, og det havde krævet grundige forberedelser.

Forberedelserne indebar pælefundering til kranens to forreste støtteben i form af ni 15 meter lange stålpæle med to påsvejste 20 millimeter tykke stålplader samt betonklodser på 6 x 2,5 meter for sikring af, at kranen ikke skulle falde ned i p-kælderen under bygningen. Derudover var der sandpudefundamenter på 30 kvadratmeter til hvert af kranens bagerste støtteben, og yderligere en sandpude til afsætning af ballastklods på jorden.

På grund af de mange kilo fra kranen og ballastvægten var der også taget højde for sikring af alle ledninger under jorden og kælderen under nabobygningen.

Et tilløbsstykke for børn og håndværkere
Mens løftet blev udført var alle øvrige aktiviteter på byggepladsen indstillet, og bygningen var rømmet for øvrige håndværkere.

Derfor var der rig lejlighed for håndværkerne til at finde mobilkameraerne frem og forevige begivenheden, lige som løftet var et tilløbsstykke for medarbejdere i Novo Nordisk og børnene fra den lokale børnehave.

- Også for os der til daglig arbejder på store byggepladser, var det en særlig begivenhed. Det er ikke lige hver dag, vi ser 90 tons stål blive hejst seks etager op i luften i den udstrækning, siger Bert van der Plaat.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109