Gipsgigant skal på direktørjagt

Jagten er sat ind på en ny direktør hos den tyskejede gipsproducent Knauf A/S.
Efter 14 år i direktionen og 11 år på posten som adm. direktør, har Morten Ørnstrand-Søborg således valgt at fratræde sin stilling ved udgangen af maj.
- Det har været en svær beslutning at stoppe som administrerende direktør for Knauf, men jeg har gennem lang tid ønsket at stoppe op, bruge mere tid sammen med min familie og overveje det næste skridt i karrieren, udtaler den afgående direktør i en pressemeddelelse.
I første omgang bliver posten overtaget finansdirektør Kim Abildgaard, der dog understreger over for Building Supply, at der er tale om en midlertidig løsning.
- Processen er kørende, og man forsøger at gøre den her overgang så kort som muligt, så man får en permanent løsning, fortæller Kim Abildgaard.
En stærk profil
Hvad sigtekornet mere præcist er indstillet på, når det kommer til en ny direktørs kvaliteter, er Kim Abildgaard varsom med at sætte ord på.
- Det er jo op til bestyrelsen, men Morten har gjort en kæmpe indsats og været en super stærk profil. Så jeg tror, man gerne vil finde en med samme baggrund og profil, siger finansdirektøren, der har været en del af Knauf i mere end 20 år.
Også bestyrelsesformand Jan Ellringmann roser Morten Ørnstrand-Søborgs indsats på posten.
- Morten har med stor drivkraft og et dybt engagement udviklet Knauf i mere end et årti. Han har de seneste år været et urokkeligt forbillede og styret virksomheden sikkert gennem urolige farvande under Covid-pandemien, energikrisen og en afmattet dansk byggebranche, siger Jan Ellringmann og fortsætter:
- Senest har Morten spillet en afgørende rolle i udviklingen af virksomhedens vækststrategi, som kommer til at tegne Knauf de næste 10 år.
En tiårig strategi
Der er således heller ikke lagt op til, at direktørskiftet indvarsler revolutioner hos gipsproducenten, der har til huse i Hobro.
- Strategien, der løber frem til 2032, er en tiårsplan, der er lagt for hele koncernen, og Knauf Danmark er en del af den strategi. Så retningen er klar, siger Kim Abildgaard.
I strategien er markedsposition, bæredygtighed og health and safety, og den kommende Knauf-direktør må ifølge finansdirektøren indstille sig på, at især bæredygtighed kommer til at spille en stor rolle i såvel koncernen som i markedet de kommende år.
- Der er ingen tvivl om, at den grønne politik, vi har, er supervigtig. Både på kort sigt og i vores tiårsplan, fastslår Kim Abildgaard.