Nyt 2.600 m² idrætsbyggeri i Kalundborg
Et kommende Bevægelseshus i Kalundborg til 45 mio. kr. bliver landets første større idrætsbyggeri med fokus på kampsport.
2
Billeder
Bevægelseshuset giver plads til både de organiserede foreningsaktiviteter og spontan idræt. (Visualisering: Mutopia Arkitekter)
Kalundborg Kommune og Lokale og Anlægsfonden er gået sammen om projektet, og sammen med arkitekterne fra Mutopia er der blevet udviklet på projektet over en længere periode, så det i højere grad også tager hensyn til placeringen i lokalområdet omkring Herredsåsen og de andre behov for idrætsfaciliteter som områdets beboere har givet udtryk for.
- Vi er glade for at kunne give Kalundborg Kommunes borgere et så fremsynet byggeri, udviklet i et givende samarbejde med de kommende brugere, Mutopia arkitekter og Lokale og Anlægsfonden. Bevægelseshuset vil mindske de fysiske afstande til fritidstilbud og øge borgernes mulighed for at leve det sunde liv. Huset vil tilføre Kalundborg Kommune en spændende ny arkitektur, der er helt i front i forhold til både sociale, miljømæssige og økonomiske aspekter, siger Martin Damm, borgmester i Kalundborg Kommune, om projektet.
Opsigtsvækkende arkitektur
Resultatet er blevet et opsigtsvækkende arkitektonisk udtryk i et byggeri, hvis indre rummer optimale faciliteter til kampsport, dans og blødere bevægelsesformer og andre idrætsgrene, der ikke har de bedste betingelser i almindelige idrætshaller, som mest retter sig mod håndbold, badminton og indendørs fodbold.
Bevægelseshuset bliver på 2.600 m² og byder på en nyskabende arkitektonisk tankegang for idrætsbyggerier. For at sikre en dynamisk omstilling mellem mange forskellige aktiviteter er Bevægelseshuset i princippet udformet som en spiral. Fire idrætsområder eller idrætsbaner i forskellige størrelser er placeret inde i spiralens opadgående retning. Det skaber en særlig visuel kontakt til alle aktiviteterne i bygningen. På hvert af de fire niveauer etableres der depoter, så pladsen i bygningen udnyttes bedst muligt.
På første niveau placeres det største sportsområde samt café og omklædning. På andet og tredje niveau er der mindre sportsområder og fællesrum. På øverste niveau etableres det mindste sportsområde, der bl.a. målrettes roligere børnearrangementer og aktiviteter for børn med motoriske vanskeligheder samt en opholdslounge. De forskellige sportsområder bliver forbundet med hinanden via to mindre spiraler, der også indeholder en forhindringsbane og en balkon.
Fokus på bæredygtighed og miljø
Bevægelseshuset bliver et fremstående eksempel på, hvordan idrætsbyggerier også kan være bæredygtige og miljøvenlige. Huset fremstilles udelukkende af materiale med lav CO²-belastning, uden giftstoffer og med en høj genanvendelighed. Den miljømæssige bæredygtighed sikres derudover ved en række tekniske løsninger til belysning og ventilation.
I alt koster projektet 45 mio. kr. at opføre. Kalundborg Kommune har bevilget 22 mio. kr. til projektet, der også modtager 11 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Lokale og Anlægsfonden har tidligere bevilget et rammebeløb på 7 mio. kr. til projektet og har netop bevilget endnu 5 mio. kr, så Fondens samlede støtte bliver på 12 mio. kr.