Skærpede krav til gipsaffald
Miljøminister Ida Auken ønsker skærpede krav til, hvordan gipsaffald fra bygninger skal behandles. Fremover skal gammelt gips kun genanvendes.
- Jeg er glad for at have dokumentation, så der kan stilles krav til, hvordan vores gipsaffald skal genanvendes. Det er vigtigt, at ressourcerne i vores affald udnyttes på den mest effektive måde, og at vi også udnytter de ressourcer, som findes i gipsaffaldet, siger miljøminister Ida Auken.
Behandlingskrav indsættes i restproduktbekendtgørelsen
EU-lovgivningen prioriterer affaldsbehandling ud fra et hierarki, hvor genanvendelse rangerer højere end anden nyttiggørelse og bortskaffelse. Med det nye behandlingskrav sikres det, at gipsaffald bliver genanvendt til nye gipsplader eller indgår i cementproduktion. Hermed udelukkes brug af gips i kompost og som afdækningsmateriale.
- Mit udgangspunkt er, at det skal være slut med at anvende gipsaffald til andet end genanvendelse, også når det eksporteres til udlandet. Det er det eneste fornuftige ud fra et ressourceperspektiv. Og det håber jeg, at Kommissionen vil bakke op om, siger miljøminister Ida Auken.
Bestemmelserne om behandlingskrav for gipsaffald vil blive indsat i restproduktbekendtgørelsen, og udkast til bestemmelserne bliver nu sendt i offentlig høring. Efter høringen skal de endelige udkast til bestemmelserne om behandlingskravet notificeres overfor EU efter det såkaldte informationsproceduredirektiv, før de kan udstedes, da bestemmelserne vil være tekniske krav til behandlingen af affaldet.
Læs rapporten her.