23948sdkhjf

En arkitektonisk revolution?

Med fynske Odico i spidsen er en række eksperter gået sammen om at forandre måden, vi skaber bygninger på. Højteknologifonden støtter projektet med 13 mio. kr.
Et voksende antal bygninger udfordrer i dag de klassiske firkantede former, som vi kender dem. Herhjemme er det fx Den Blå Planet af tegnestuen 3XN og tilbygningen til Ordrupgaard Museum af Zaha Hadid Architects.

Projekter som disse er med til at vise, at arkitekter kan lave andet end kasser. Men for at tænke ud af boksen – i bogstavelig forstand – er det imidlertid nødvendigt, at der er sat en god portion penge af i budgettet. Byggeindustrien er ikke gearet til at efterkomme den voksende efterspørgsel på avancerede former, som kan give den enkelte bygning en hel unik drejning. Derfor bliver det dyrt og besværligt at realisere de visioner, arkitekten designer. Og har man ikke et byggebudget i Ferrari-klassen, ja, så er der langt til at indfri de arkitektoniske drømme.

Helt frie former - uden begrænsninger
Det vil forskningsprojektet ”BladeRunner” lave om på. Den unge, fynske virksomhed Odico har, som de første i verden, udviklet en banebrydende, højeffektiv robotteknologi, der skærer avancerede støbeforme til betonindustrien i flamingo, eller i fagsprog; Ekspanderet Polystyren (EPS). BladeRunner-projektet skal videreudvikle denne teknologi, da man stadig er begrænset på en væsentlig parameter:

- I dag kan vi lave alle former, som kan beskrives af rette linjer. Men i en lang række tilfælde har man brug for at kunne lave helt frie former, som det er tilfældet i en række store byggerier i udlandet og i Danmark. I BladeRunner-projektet vil vi skabe en ny teknologi, som kan producere alle former uden begrænsning – med samme høje hastighed som på nuværende tidspunkt. Dermed kan danske og udenlandske arkitekter realisere deres mest kreative former inden for en økonomisk overkommelig ramme. Det vil efter vores overbevisning bringe den danske byggesektor i den absolutte front internationalt, siger Anders Bundsgaard, administrerende direktør for Odico.

Den vision deler Kasper Guldager Jørgensen, direktør 3XNs innovationsenhed GXN, som også er med i projektet:

- Som en af Danmarks førende tegnestuer står vi for udformningen af en lang række byggerier, der ofte bryder med traditionel formgivning. Vi er dagligt udfordret i at realisere vores arkitektoniske visioner. Med BladeRunner-projektet tager den udvikling et tigerspring af dimensioner, som jeg tror vil hjælpe med at bringe dansk byggeri helt til tops i den globale udvikling.

Den ny teknologi vil nemt kunne tilpasses andre brancher, fx glasfiberindustrien, hvor fremstilling af forme ofte er en stor omkostning, og støbning af unikke emner derfor sjældent ses med den eksisterende teknologi.

FAKTA
Projektets titel: BladeRunner

Budget: 24 mio. kr.

Højteknologifondens investering: 13 mio. kr.

Varighed: 3 år

Højteknologifonden har netop investeret i alt 304 mio. kr. i 20 innovative projekter. Projekterne har et samlet budget på 594 mio. kr. Læs mere på http://hoejteknologifonden.dk/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125