23948sdkhjf

Katastroferegnskab fra HansenGroup

Facadevirksomheden kom ud med stort underskud efter flere fejlslagne projekter i 2011/12.
HansenGroup kom ud af 2011/2012 med et underskud før skat på 18 mio. kr. mod et overskud i 2010/2011 på 22 mio. kr. Det skete på trods af en stigning i nettoomsætningen på 159 mio. kr. til 892 mio. kr. Specielt fire projekter i Norge har sat sit præg på årsregnskabet.

- Fejlkalkuler og dårlig byggestyring i entrepriser i Oslo har været problemet for vor norske facadevirksomhed. Oslo kontoret er nu lukket, og projekterne er færdiggjorte fra vort hovedsæde i Stavanger, skriver HansenGroup i sit årsregnskab.

Milliontab i Storbritannien
Men det skuffende resultat skal ikke alene tilskrives de norske fejlskud – også i Danmark har HansenGroup haft problemer.

- I Danmark er årets resultat negativt præget af udskydelser og forsinkelser på projekter, hvor vi er uden skyld. Der forventes erstatning for disse udskydelser og forsinkelser, men af forsigtighedsmæssige årsager er den forventede erstatning ikke indregnet i årsrapporten pr. 30. juni 2012, skriver HansenGroup.

Mens udviklingen i Danmark og Norge har været utilfredsstillende, går det bedre i de andre nabolande. I Sverige betegner HansenGroup udviklingen som ” tilfredsstillende ”, og i Tyskland som ” meget tilfredsstillende ”.

Til gengæld har de britiske aktiviteter kostet på bundlinjen i år. Her har man stadig et lille underskud på koncernens dørfabrik, og nedlukning af en glasfabrik i Wolverhampton og en facadevirksomhed i Leeds har kostet 5 mio. kr. i nedlukningsomkostninger og yderligere 4,9 mio. kr. i negativ drift.

Forventer overskud i 2012/2013
Samlet set betegner HansenGroup 2011/2012 som ” et dårligt regnskabsår ”, men til gengæld går man ind til 2012/2013 med ” rimelige ordrebeholdninger ”.

- Byggekrisen samt den efterfølgende finansielle nedsmeltning er dog stadig mærkbar. Men ordreindgangen samt branchens betydelige udfordringer, sammenholdt med en forventning om at vore kunder fremadrettet vil prioritere leveringssikkerheden yderligere, gør at vi budgetterer med fremgang i omsætning samt positiv indtjening i 2012/2013, skriver HansenGroup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079