23948sdkhjf

Fremtidens solceller er i farver

Ny teknologi gør det muligt dels at producere solceller i farver, dels at installere solceller som en integreret del af bygningen. Og produktionsprisen falder hurtigt.
Der er håb forude for de skeptikere, der ser skævt til de sorte, energibesparende solcellepaneler, som sidder oven på flere og flere hustage i Danmark. Fremtidens solceller fås nemlig i farver og som en integreret del af bygningen.

- Den teknologiske udvikling på området går forrygende hurtigt lige nu. Både i forhold til at sænke produktionsprisen men også i forhold til helt nye muligheder. Det er her solceller i farver kommer ind i billedet, siger Søren Rise, der er chefkonsulent i Tekniq Installatørernes Organisation.

Han forklarer, at ny teknologi gør det muligt dels at producere solceller i farver, og dels at installere solceller som en integreret del af bygningen.

- Med den udvikling kommer helt nye muligheder. Især arkitekter kritiserer ofte solceller for at være grimme, men med de nye muligheder kan solceller ligefrem blive en forskønnelse af bygningen og på samme tid levere vedvarende energi, siger Søren Rise.

Spændende projekt kan sætte skub i udviklingen
Konkret er det den schweiziske professor Michael Grätzel, der i samarbejde med forskere fra RUC, har udviklet solceller med titandioxid-nanopartikler, hvor der på overfladen fastgøres et farvestof kaldet ruthenium. Farvestoffet fungerer som en form for solantenne, der opfanger og absorberer den energi, som lander på solcellen.

Desuden har Michael Grätzels forskning ikke kun perspektiver i forhold til solcellers design. Både pris og holdbarhed bliver forbedret med den nye teknologi, som er på vej.

- Solceller bliver i dag fremstillet af silicum, som er et relativt dyrt materiale, mens titandioxid-nanopartikler er langt billigere at fremstille. Herudover tilfører forskerne ionvæsker til den elektrolytblanding, der er i solceller, og det gør, at holdbarheden øges. Til gengæld er den nye type solceller endnu ikke helt så effektive som de traditionelle, siger Søren Rise.

Det er endnu uvist, hvornår den nye type solceller er klar på markedet. Under en nylig forelæsning på RUC forklarede professor Michael Grätzel, at den største udfordring lige nu er at finde investorer til at færdiggøre projektet, fordi det finansielle marked generelt er presset.

- Sikkert er det dog, at der sker voldsomt meget på solcelleområdet lige nu. Og uagtet omlægningen af rammebetingelserne for solcelleejere, så har vi den teknologiske viden, der kan fremtidssikre solcellernes værd – både æstetisk og virkningsmæssigt, siger Søren Rise.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079