Brobyggere blotlægger havbund
I Guldborg Sund er der lige nu et hul, hvor 300 kvm af havbunden er blotlagt.
Hullet er skabt i forbindelse med byggeriet af en nye jernbanebro over sundet mellem Falster og Lolland.
Det skriver TV2 Øst.
Den nye jernbanebro er en del af den samlede opgraderingspakke af jernbanen i sammenhæng med Femern Bælt-forbindelsen.
Kong Frederik IX's bro over Guldborg Sund skal i den forbindelse opgradere fra ét jernbanespor til to.
Spunsvægge og en ekstra pille
Hullet, der er etableret med spunsvægge, skal gøre plads til at støbe den bropille, der skal holde broklappen og dermed gøre det muligt for større skibe at passere under broen.
I begyndelsen af februar blev den første af 29 bropiller støbt, det forventedes dengang, at alle 29 piller ville være færdigstøbte tre måneders tid senere. Fem af de 29 bropiller indgår i klappillen.
Det er MT Højgaard, der har vundet totalentreprisen, og brobyggeriet har ifølge data fra Projektagenten en anslået entreprisesum på 509 mio. kr.
Ny bro over Guldborg Sund
- Kong Frederik IX's bro over Guldborg Sund skal opgraderes og udvides med et ekstra jernbanespor.
- I den forbindelse udvides broen med 29 pæle.
- 11 brofag støbes på selve byggepladsen. Bropillerne bliver støbt direkte i vandet.
- Broen forventes at stå klar i 2026, hvorefter der bliver etableret kørestrøm på både den nye og den eksisterende bro
- Det ikoniske brotårn består.
- Broen vil fortsat være en klapbro for at sejltrafikken kan fortsætte.
Banedanmark