Nichevirksomhed kom stærkt ud af 2024

Selvom mange aktører i byggebranchen har mærket afmatning og usikkerhed i 2024, formår den danske producent afløbsproducent Unidrain at øge både indtjening og bruttofortjeneste.
Det fremgår af selskabets årsregnskab, der viser et overskud på 18 mio. kr. mod 15 mio. kr. året før.
I årsrapporten betegnes resultatet også som tilfredsstillende. Hvad der ligger til grund for fremgangen, eller hvad der har fyldt i afløbsleverandørens forretning, oplyser virksomheden med hovedkontor i Glostrup ikke.
Building Supply har forsøgt at få en kommentar fra Unidrains adm. direktør Martin Damtoft, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Øget lønsomhed
Bruttofortjenesten steg med ca. 2,5 mio. kr., mens personaleomkostningerne faldt med knap en million. Samtidig blev medarbejderstaben reduceret fra 26 til 24, mens de finansielle omkostninger blev strammet til.
Resultatet er hovedsageligt båret frem af aktivitet i det nordiske byggeri, men fremadrettet arbejder virksomheder hen imod at udbygge sin markedsposition i Europa og Mellemøsten samt på nøje udvalgte oversøiske markeder, lyder det i årsrapporten.
Selskabets ejer – den svenske koncern BLS Industries – må samtidig nøjes med 10 mio. kr. i udbytte i år, mod 15 mio. kr. sidste år. Det kan dog tolkes som et ønske om at styrke egenkapitalen, der vokser og nu er oppe på 42,2 mio. kr.
Tilbage i januar fortalte arkitekt- og projektrådgiver hos Unidrain, Christian Møller Sommer, hvordan virksomheden har gjort det til sit gjort det til lidt af en niche at udvikle specialdesignede afløb til flere psykiatriske afdelinger i både ind- og udland.
Det kan man læse meget mere om her.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 39,6 | 37,2 | 38,4 |
Resultat af primær drift | 22,8 | 19,3 | 19,4 |
Resultat før skat | 23,1 | 19,4 | 19,3 |
Årets resultat | 18,0 | 15,1 | 15,0 |
Balancestatus | 51,9 | 48,7 | 48,8 |
Egenkapital | 42,2 | 39,2 | 39,1 |
Gns. antal ansatte | 24 | 26 | 28 |
Kilde: CVR |