Kort Nyt fra byggeriet
Cebra tegner skidome i Randers. Grontmij og Hou + Partnere Arkitekter vinder byggeledelse på Herlev Hospital. AAB investerer stort i Vejle.
Cebra har tegnet en vision for en skidome i Randers for Danski: Skidome Denmark. Grundtanken i Skidome Denmark er at give glæden ved skiløbet videre til danskerne ved at bringe et stykke af alperne til Danmark. Forslaget tilbyder over 3 km inden- og udendørs pister og freestyle park samt hotel, restaurant og butikker fordelt på ca. 100.000 m2.
Konstruktionen består af tre buer, der i plan minder om et snefnug med seks arme. Buerne spænder 700 meter hen over Gudenåen og rejser sig 110 meter over landskabet på den øverste bues højeste punkt. Målet for skidomen er, at den kan bruges af alle – døgnet rundt, året rundt. Derfor er buernes udvendige tagflader tænkt ind i designet på lige fod med de indendørs pister med rigtig sne.
Taget på den øverste bue byder på 2 sorte pister, således at man også om sommeren kan stå på ski i det fri. Den mellemste bue er udformet som en urban legeplads med faciliteter til skateboard, BMX etc., mens den nederste bue udgør et grønt landskab, der som en slags hævet bypark giver mulighed for en lang række rekreative aktiviteter.
Kilde: www.cebra.info
Byggeledelse af nyt Herlev Hospital
Hou + Partnere Arkitekter har med Grontmij som totalrådgivere vundet byggeledelsesfunktion i forbindelse med udvidelser og ombygning af Herlev Hospital. I projektet indgår bl.a. et nyt fritliggende kvinde-barn-center og en ny fælles akutmodtagelse på tilsammen 52.000 m2.
Den samlede investeringssum for Nyt Herlev Hospital er 2,25 mia. kr. Teamet bag vinderprojektet er Henning Larsen Architects, Friis & Moltke, Orbicon, Norconsult, NNE Pharmaplan, Brunsgaard & Laursen og SLA.
Kilde: www.hplus.dk
Nyt AAB-projekt godkendt i Vejle
Beboerne i Møllevangen, en boligafdeling med 44 blokke, stemte mandag ja til omfattende helhedsplan, der medfører investeringer for 356 mio. kr. i bl.a. renovering af lejligheder og fællesarealer. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Indenfor de seneste fem år har AAB iværksat investeringer for 1,35 mia. kr., skriver avisen. Udover Møllevangen er det blandt andet Finlandsparken og to afdelinger i Løget.
Kilde: Vejle Amts Folkeblad