Klumme: Arkitektkonkurrencer: Brug hele paletten
De fleste konkurrencer efterhånden udskrives efter den samme skabelon, og det er drønærgerligt, mener Bjarne Bonné fra Danske Arkitektvirksomheder.
Modelfoto/Colourbox
Hvis det skal være vildt, prækvalificerer bygherre hele 7 totalrådgivere i stedet for de krævede 5. Og så kan arkitekterne ellers køre løs i sommerferien med udarbejdelsen af et materiale på dispositionsforslagsniveau til et konkurrencevederlag som måske lige dækker en tiendedel af omkostningerne.
Denne fremgangsmåde sikrer selvfølgelig, at det bliver 5-7 velkvalificerede virksomheder, som givetvis kan løse den stillede opgave. Men i længden er der risiko for at bygherrens manglende lyst til at tage chancer vil skabe et marked, hvor nye virksomheder ikke kan trænge ind, netop fordi de mangler de referencer, som er en forudsætning. Det er drønærgerligt for den unge kreative virksomhed, men faktisk er det endnu værre for bygherrerne, og i sidste ende samfundet, fordi arkitekturen ikke bliver udviklet eller udfordret.
Hvor blev den åbne konkurrence af?
I de senere år er den åbne konkurrence nærmest gledet helt ud af den offentlige bygherres bevidsthed. Angsten for at en ung nyuddannet arkitekt vinder en stor konkurrence og derefter skal bygge en stor bygning, holder givetvis mange offentlige bygherrer tilbage, for hvad med budgetsikkerheden?
Selvfølgelig skal en nyuddannet og uerfaren vinder af en åben konkurrence ikke bygge et hospital, men det er jo bare et spørgsmål om planlægning fra bygherrens side, fx med et efterfølgende udbud af detailprojektering og ingeniørarbejder.
Mange af de store og veletablerede arkitektvirksomheder startede som nyuddannede arkitekter med at vinde en åben konkurrence og har derudfra skabt virksomheder, som i dag bidrager med stor arkitektur, arbejdspladser og indtjening til betalingsbalancen. Med de ganske få åbne konkurrencer, der afholdes i Danmark, er der efterhånden ikke mange nystartede eller nyuddannede, som får samme chance.
Brug hele paletten
Manglen på åbne konkurrencer er ikke det eneste problem i den konkurrencekultur, der har udviklet sig i Danmark. Der er også en nedslående tendens til at indviklede og formalistiske konkurrenceprogrammer stiller rådgiverne overfor en lang række krav og betingelser, som rådgiverne skal opfylde i deres forslag.
Det er besværligt for rådgiverne og problematisk for bygherrerne. Det oprindelige formål med at holde en konkurrence fortoner sig nemlig i det fjerne. En konkurrence giver bygherren mulighed for at få belyst en række løsninger, som han ikke selv kan få øje på. Bygherren har et behov, men han ved bare ikke præcist, hvordan dette behov skal opfyldes. Ved at holde en arkitektkonkurrence får bygherren en stribe kreative forslag fra fagfolk, der netop er skolet i at afdække behov, tænke i sammenhængende helheder og i realisérbare løsninger.
Konkurrencen er et middel til at finde de bedste idéer, men hvis bygherrerne lægger alt for snævre bånd på idémagernes udfoldelsesmuligheder, går det ud over kvaliteten af idéerne. Alt for snævre bånd er fx mange, strenge og snævre begrænsninger i konkurrenceprogrammet eller krav om alt for detaljerede løsningsforslag i konkurrencefasen.
Bygherren gør det i et forståeligt forsøg på at få styr på processen, men begrænsningerne lægger loft over hvor gode ideer han overhovedet bliver præsenteret for. Arkitekterne tvinges til at bruge deres kreativitet til at finde ud af, hvad der lader sig gøre inden for konkurrenceprogrammets rammer, frem for at bruge den på at finde de nyskabende, originale løsninger.
Selvfølgelig skal bygherren opstille et budget, der skal følges, og minimumskrav som skal være opfyldt. Men kravenes mængde og omfang har efterhånden taget overhånd. Og det skyldes ikke de juridiske rammer. De gældende udbudsregler begrænser ikke nævneværdigt, hvordan en konkurrence skal laves. Derfor opfordrer vi i Danske ARK de offentlige bygherrer til at bruge hele paletten af konkurrenceformer. Lad os få flere åbne konkurrencer, flere idékonkurrencer, flere rene arkitektkonkurrencer.
