Mindre entreprenørvirksomhed går konkurs
Entreprenørvirksomheden Sumo Byg ApS er gået konkurs. Det fremgår af en meddelelse offentliggjort på Statstidende den 24. januar 2025.
Virksomhedens ejer, Nicholas Bergholdt, bekræfter over for Building Supply konkursen, som det ifølge ham selv var Erhvervsstyrelsen, der begærede. Han har ikke yderligere kommentarer.
Ifølge den seneste årsrapport fra 2023 endte virksomheden med et underskud på 340.977 kr. mod et overskud på 136.100 kr. året før. Egenkapitalen faldt fra 433.902 kr. i 2022 til 92.925 kr. i 2023.
Virksomheden havde desuden kortfristede gældsforpligtelser på knap 8,8 mio. kr. Denne gæld er primært relateret til skyldige skatter og afgifter, som udgør 3,4 mio. kr., samt anden gæld, herunder skyldige bidrag til social sikring, på 5,1 mio. kr. Sumo Byg ApS har tilgodehavender for lidt over tre millioner kroner.
Sumo Byg ApS havde adresse i Glostrup og blev oprettet som virksomhed i 2019. Virksomheden havde ifølge cvr-registret 31 ansatte per november 2024.