24 boliger godt fra start i Halseby
På Halsebyvænget i Halseby er der i dag rejsegilde på 24 almene boliger til voksne handicappede.
Formand for Handicap og Socialpsykiatriudvalget Jørgen Andersen vil sammen med de kommende beboere og personale markere, at håndværkere og teamene bag disse i den kommende tid kan lægge taget og lukke den første halvdel af bygningerne.
- Vi er nu nået til at kunne fejre rejsegilde ved det andet af de planlagte fem byggerier af nye boliger til voksne handicappede. De 24 boliger er endnu et godt eksempel på, at Slagelse kommune prioriterer at bygge i de mindre lokalområder. Det er ikke kun nybyggeri i de største byer der sættes i gang, udtaler udvalgsformand Jørgen Andersen i forbindelse med rejsegildet.
Projekt til 46 millioner
Den enkelte bolig bliver på 75 m2 heraf indgår 25 m2 i de fællesarealer, der er placeret direkte op til boligerne. Af den samlede anlægssum på godt 46 mio. kr. udgør Slagelse Kommunes andel knap 4 mio. kr.
De 24 boliger er planlagt til at være færdige omkring 1. august 2013. Der er allerede nu sat navn på hvilke lejligheder de kommende beboere skal flytte ind i.