Kampagne nytænker skolegården
En landsdækkende kampagne sætter fokus på, hvordan skolers udearealer kan aktiveres som ramme om mere leg og bevægelse. Realdania, Kræftens Bekæmpelse og Lokale og Anlægsfonden står bag.
"Drøn på skolegården" er samtidig en kampagne, der skal vise, at det ikke nødvendigvis behøver at koste mange anlægskroner at få mere leg og bevægelse ind i skolegården. Fokus er på de små, men innovative fysiske indgreb og på, hvordan skolerne kan understøtte legen og lysten til bevægelse.
Kampagnen består af en række faser. I første omgang kan kommuner, folkeskoler samt privat- og friskoler byde ind med en eller flere konkrete skolegårde, en problemstilling og en vision for, hvordan skolens udearealer kan understøtte leg og bevægelse. Blandt ansøgerne vælges op til 15 idéoplæg til videreudvikling, og til slut udvælger parterne minimum fem projekter til realisering.
Mange børn rører sig for lidt – både i fritiden og i skolen – og når slet ikke op på Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mindst 60 minutters fysisk aktivitet hver dag. Det påvirker ikke alene børnene og de unges sundhed, men også deres indlæringsevne, motorik, livsglæde og sociale kompetencer. Da børn og unge tilbringer en stor del af deres tid i skolen, er der basis for at se på, hvordan skolens rammer – og hermed skolegården – kan invitere til mere leg og bevægelse.
Se mere på www.drøn.dk
Kilde: Arkitektforeningen