23948sdkhjf

Vandkunsten slår stregerne til fremtidens Aalborg Øst

”Landskab in between” er navnet på den strategi, der bliver afsæt for nye projekter i bydelen. Der planlægges investeringer for omkring 10 mia. kr. i løbet af de næste 10 år.
Med forslaget ”Landskab in between” er Team Vandkunsten netop kåret som vinder af konkurrencen om strategien bag en ny international og bæredygtig forstad i det østlige Aalborg. Dermed er grunden nu lagt til en spændende udvikling af bydelen, hvor vinderprojektet bliver det fælles inspirerende afsæt for nye tiltag.

- Vinderforslaget udviser en stor indlevelse i det østlige Aalborgs udviklingspotentialer og har på forbilledlig vis formået at koble behovet for at nytænke områdets fysiske udvikling - i form af eksempelvis gode mødesteder, en forbedret infrastruktur og nye boformer - sammen med behovet for en bæredygtig proces og organisation, der kan befordre det nødvendige samarbejde med områdets aktører, siger rådmand i Teknik- og Miljøforvaltningen Mariann Nørgaard, der har været formand for dommerkomitéen.

Bæredygtig byudvikling – ad forskellige veje
Bag konkurrencen står Aalborg Kommune og Realdania, der i finalen skulle vælge mellem to forslag. Projektleder Astrid Bruus Thomsen fra Realdania fortæller, at det har været utroligt spændende at arbejde med de to projektteams i den afsluttende fase, og at begge forslag rummer store kvaliteter:

- Landskabet har stor betydning i begge forslag. Team Vandkunstens vinderforslag viser metoder til, hvordan man med afsæt i eksisterende bebyggelsestypologier kan begynde en helings- og opgraderingsproces ved systematisk at bruge landskab, fortætning og vigtige forbindelser som udgangspunkt. Mens Team Schønherrs forslag peger på behovet for en ny overordnet vision. Den vision skal bæres af et nyt værdisæt, der har den vilde natur som etisk og æstetisk ramme, siger hun.

FAKTA
Konkurrencen er udskrevet af Aalborg Kommune i samarbejde med Realdania. Den indgår i Realdanias initiativ ‘Fremtidens forstæder’ om bæredygtig udvikling af landets forstæder.

Konkurrencen er gennemført i 2 faser. I første fase deltog 5 teams, hvoraf to blev udvalgt til anden fase. Både i 1. og 2. fase er der arbejdet meget talentfuldt og engageret med forstadens udfordringer og potentialer.

Både Aalborg kommune og Realdania udtrykker stor tilfredshed med det meget høje faglige niveau, som er udvist under hele konkurrenceforløbet.

Vinderteamet består af:
- Tegnestuen Vandkunsten A/S, i samarbejde med Hausenberg ApS, Esbensen A/S, Sloth Møller A/S, Tyréns AB, ICP a/s samt Professor Peter Maskell

I konkurrencens anden fase deltog desuden:
- Schønherr A/S, i samarbejde med BIG, Ramboll UK, Active City Transformation, Tredje Natur, Analysehuset BBN Consult, Malene Freudendal-Pedersen samt Instituttet for Fremtidsforskning (IFF)

Begge forslag fra konkurrencens anden fase vises på udstillingen ’City in between 2’ i Utzon Center, der varer frem til 5. februar 2013. Som opfølgning på konkurrencen afholdes der en konference ’City in between – fra konkurrence til investering’, den 24. og 25. januar 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093