Hou+Partnere Arkitekter vinder hovedpinecenter
Rammerne for en 2.200 m² stor udvidelse af Dansk Hovedpinecenter er lagt i hænderne på Hou+Partnere Arkitekter.
Dansk Hovedpinecenter er specialister i behandling af svær hovedpine, men mangler plads til de mange patienter fra hele Region Hovedstaden og resten af Danmark.
Derfor skal en tidligere cafeteria-bygning mellem Nordre Ringvej og Glostrup Hospitals hovedindgang renoveres og udvides med en ekstra etage, hvor hovedpinecenteret fremover får til huse.
I alt kommer centrets nye lokaler til at fylde 2.200 m², når de efter planen er klar til indflytning i 2015.
Region Hovedstaden bevilligede i juni de første to mio. kr. til at beskrive indretning, økonomi og tidsplan for byggeprojektet. De øvrige 53 mio.kr. til projektet søges lånefinansieret hos Økonomi- og Indenrigsministeriet.