23948sdkhjf

317 millioner til renovering i Ikast

Bomidtvest har fået tilsagn fra Landsbyggefonden om støtte til en helhedsplan i østbyen. Årstiderne er arkitekt på projektet.
Hvis beboerne på Islandsgade, Jyllandsgade, Sønderparken og Finlandsgade siger ja, får hele østbyen i Ikast nyt liv.

Bomidtvest har længe arbejdet med planen om en gennemgribende renovering af boligselskabets 368 boliger i området – et projekt som vil koste knap 320 mio. kroner.

Nu er der endelig kommet tilsagn fra Landsbyggefonden om at støtte renoveringen med lån på særligt favorable vilkår.

- Vi er glade for, at Landsbyggefonden også kan se, visionerne i den meget omfattende helhedsplan. Området trænger til et løft, og vi ønsker ikke blot at lappe på facaderne. Det er vigtigt for os, at vores beboere både har dejlige hjem og pæne og ordentlige omgivelser. Derfor har vi arbejdet med den meget gennemgribende helhedsplan. Og den filosofi har Landsbyggefonden bakket op omkring med tilsagnet om støtte. Det glæder os meget, siger adm. Direktør for Bomidtvest, Per Dyhr Jensen.

Smitter af på hele byen
Ifølge helhedsplanen, der er skabt i samarbejde med Årstiderne Arkitekter, skal boligerne totalrenoveres og moderniseres, så de lever op til både beboernes krav og ønsker – og bliver top miljøvenlige. Og samtidig bliver hele området forandret og shinet op.

- Vi vil gerne være med til at løfte hele områdets image. Det betyder meget for os, for vores lejere og faktisk for hele byen, at dette forholdsvist store og centrale område i Ikast får en ansigtsløftning. Vi får skabt et nyt og lækkert område og får sat gang i de lokale hjul. Det smitter af på hele byen, siger Per Dyhr Jensen.

Workshop og afstemning
Sammen med arkitekter og rådgivere fra Årstiderne og Kuben Management præsenterede boligselskabet tidligere på ugen helhedsplanen for beboerne under en workshop, hvor lejerne blandt andet fik mulighed for at komme med indsigelser, ønsker og gode idéer.

- I sidste ende er det beboerne, der skal beslutte, om helhedsplanen bliver til virkelighed. Beboerne skal stemme for planen – og de ting, den indebærer. Først da skal den behandles politisk, inden vi kan gå i gang med næste step, som hedder udbud og licitation, forklarer Per Dyhr Jensen.

Tanken med workshoppen har været at give beboerne mulighed for at komme med deres tanker og idéer til, hvordan området og boligerne kan blive endnu bedre. Beboernes forslag bliver derefter forsøgt indarbejdet i helhedsplanen, inden den endelige plan skal til afstemning i december, og derefter går man i gang med udbud og licitation i starten af 2013.

- Hvis alt går snorlige, håber vi, at vi kan komme i gang med at bygge om 12-15 måneder, siger Per Dyhr Jensen til Building Supply.

Bomidtvest har pt. 368 boliger i området. I forbindelse med renoveringen bliver antallet reduceret til cirka 350, fordi nogle af de mindste lejligheder bliver sløjfet og i stedet giver flere kvadratmeter til de øvrige lejligheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125