Usikkerhed om solceller ødelægger optimismen
Optimismen trives i øjeblikket hos el-installatørerne, men ifølge Tekniq risikerer kurven at knække som følge af usikkerhed om nettomålerordningen.
Byggeriet har som helhed fortsat negative forventninger til den resterende del af 2012, men det gælder altså ikke for el-installatørerne, som ser positivt på både omsætning og beskæftigelse.
- Det tager vi som et udtryk for to ting: Dels er det et sæsonfænomen, da el-installationer har mindre sæsonudsving end eksempelvis anlægsentreprenører, der står foran en vinter med mindre beskæftigelse, og dels oplever vi i øjeblikket en pæn aktivitet inden for solcelleområdet, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i Tekniq, til Building Supply.
Markedet er langt fra mættet
Tekniq har tidligere på året meldt ud, at man forventer, at beskæftigelsen vil stige til 24.600 mand i år og holde sig der i 2013. Men de beregninger var foretaget under forudsætning af, at nettomålerordningen fortsatte som hidtil.
- Der er en stor efterspørgsel lige nu, men det aktivitetsniveau vil ikke holde, hvis regeringen beslutter sig for at lave om i ordningen. Da vi lavede den prognose, var det med en forventning om, at reglerne ville være uændrede. Med en afskaffelse af bolig-job-ordningen og en ændring i solcelleordningen tror vi ikke på en fremgang i 2013 i forhold til 2012, så længe der ikke udsigt til andre initiativer, der opvejer det, siger Niels Jørgen Hansen.
Han afviser, at markedet i sig selv skulle være mættet med solceller efter en udvikling, der har mere end tidoblet antallet af anlæg til omkring 30.000 i løbet af 2012.
- Der er fortsat potentiale for en høj aktivitet på markedet for solceller, og det kan i en periode fortsætte på samme niveau. Væksten kan selvfølgelig ikke fortsætte med at være så høj, men selve aktivitetsniveauet fra 2012 kan fortsætter i mange år. Solcellekapaciteten er stadig meget lille herhjemme, selv om vi nu har oplevet en meget stor vækst, fastslår Niels Jørgen Hansen.
Usikkerhed står i vejen for vækst
Tekniq-direktøren opfordrer derfor politikerne til at finde en langsigtet løsning, så usikkerheden omkring fremtidige solcelleanlæg ikke kommer til at spolere den nuværende vækst og optimisme inden for branchen.
En pointe som Tekniq – i en delegation med Dansk Solcelleforening, Det Økologiske Råd og VE-Byg i Dansk Byggeri – fremlagde over for Folketingets Klima, Energi- og Bygningsudvalg i forrige uge.
Læs mere om mødet organisationernes fire pointer her:
Myter om solceller skal aflives