Tilgængeligt byggeri for 64 millioner
Partierne bag satspuljeaftalen har afsat midler til en ny tilgængelighedspulje. Det skal forbedre tilgængeligheden for handicap i eksisterende offentlige bygninger.
Partierne bag satspuljeaftalen på det sociale område har i dag afsat 16 mio. kr. til en tilgængelighedspulje, der over de næste to år vil forbedre handicappede borgeres adgang til eksisterende offentlige bygninger med en borgerrettet servicefunktion som fx rådhuse, skoler, børnehaver, jobcentre og kulturinstitutioner.
Tilgængelighedspuljen yder et tilskud på 25 % af projektomkostningen til forbedringerne af tilgængelighed. Dermed investeres samlet i tilgængeligt byggeri for i alt 64 millioner kr. over de næste år.
- Borgere med et handicap skal kunne deltage i samfundslivet på lige fod med alle, men manglende fysisk tilgængelighed ved besøg på fx rådhuse, biblioteker eller undervisning kan være en alvorlig hindring for borgere, der lever med et handicap. Derfor er jeg glad for, at partierne bag satspuljeaftalen har besluttet at afsætte 16 millioner kr. til en ny tilgængelighedspulje, der skal medvirke til at nedbryde de fysiske barrierer, handicappede borgere kan møde i eksisterende offentlige bygninger, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.
Tilgængelighedspuljen kan søges af kommunale, regionale og andre offentlige institutioner. Tilskud fra puljen gives til konkrete tilgængelighedsforbedringer i eksisterende, offentligt tilgængelige bygninger med borgerrettet servicefunktion. Der ydes fx tilskud til etablering af niveaufri adgang, handicaptoiletter, elevatorer, handicapparkeringspladser, teleslynger, publikumspladser og skiltning.
Med aftalen videreføres tilgængelighedsindsatsen fra Tilgængelighedspuljen 2009-2012. Partierne bag satspuljeaftalen er – foruden regeringen – V, DF, K og LA.