Udskiftning af vinduer afslører PCB
I forbindelse med udskiftning af vinduer på Haarby Skole på det sydvestlige Fyn er gjort fund af PCB, og Assens Kommune overvejer nu en PCB sanering.
- Da screeningen viste en forekomst af PCB, satte vi selvfølgelig straks en række målinger i gang af skolens indeklima. Dem har vi fået resultaterne af nu, og de viser heldigvis, at den såkaldte aktionsværdi kun et enkelt sted er en anelse for høj. Det drejer sig om en uventileret glasgang mellem Blok 1 og fagfløjen, hvor der ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal sættes en løsning i gang, inden der er gået to år, fortæller Esben Krægpøth, Chef for Skole og Dagtilbud.
I glasgangen ligger PCB-niveauet på ca. 690 ng/pr. m³ luft, hvilket er i området mellem 300 og 2.000 ng/m³ luft, hvor Sundhedsstyrelsen altså anbefaler, at en varig løsning sættes i gang, inden der er gået to år.
PCB sanering under planlægning
- På den korte bane bliver der nu foretaget grundig rengøring i skolens lokaler to gange om ugen, ligesom at ventilationskanalerne bliver renset. Desuden øges ventilationskravet så ventilations- og udsugningsanlæggene fremover kører ca. en time inden skolen tages i brug, og indtil den forlades igen. Den fremgangsmåde har haft en målbar effekt på andre institutioner i landet, hvor der er målt en forhøjet koncentration af pcb i indeklimaet.
Derudover suppleres med yderligere undersøgelser for at finde frem til, hvad der skal til for at få PCB-niveauet helt ned. På nuværende tidspunkt, er en egentlig PCB sanering (renovering) derfor under planlægning. En sanering, der skal sikre, at PCB niveauet overalt kommer under Sundhedsstyrelsens laveste aktionsværdi.