23948sdkhjf

En hånd til de små håndværkere

Med afsæt i et stærkt bagland vil Jysk Råhusmontage tilbyde kunderne længere betalingsfrister. Det skal være med til at løsne op for den kreditklemme, der længe har holdt branchen i en skruestik.
De fleste kan nikke genkendende til, at vi befinder os i en tid, hvor der bliver holdt på pengene, og hvor især mindre virksomheder kan have svært ved at opnå de ønskede kreditfaciliteter.

Noget må der gøres, mente man hos Jysk Råhusmontage, som nu er klar med et nyt tiltag, der skal bidrage med en smule varme til den fastfrosne byggesektor. I et forsøg på at komme de mindre håndværksmestre i møde har virksomheden valgt at tilbyde længere betalingsfrist.

- Vi har et stærkt bagland og nogle gode store kunder med rimelige kreditter. Derfor ser vi os i stand til at yde en håndsrækning til de sunde håndværksvirksomheder, der opfører et parcelhus i ny og næ og kan bruge os til montage af betonelementer, porebeton eller puds, fortæller administrerende direktør Søren Andersen til Building Supply.

Nogen må tage skridtet
Idéen opstod, da en nystartet virksomhed henvendte sig for tre måneder siden med henblik på et samarbejde. De fremviste planerne for et spændende typehuskoncept, og Søren Andersen besluttede sig for at tilbyde dem en længere kredit. Den mulighed får andre kunder nu også:

- Der er i hvert fald nogen, der er nødt til at tage skridtet, hvis vi skal have gang i økonomien. Vi er en lille fisk, men hvis vi starter, kan det jo være, at andre følger efter, siger han og understreger, at Jysk Råhusmontage naturligvis sikrer sine udlån:

- Tilbuddet om en ekstra lang kredit er betinget af, at vi kan kreditforsikre kunden eller opnå en anden form for sikkerhed. Det er der mange måder at løse på, så jeg opfordrer alle interesserede i at ringe til mig og få en snak. Om vi gør en god gerning eller en god forretning? Begge dele, vil jeg sige. Vi kan tydeligt se, at der ikke er ret meget gang i privatmarkedet, og det giver færre ordrer. Håndværksmestrene kan godt bruge pengene, og i stedet for at bruge banken, kan de bruge os, forklarer direktøren.

Den lange kredit kan ende med at få den samme effekt som en forhøjet kassekredit. Forskellen er blot, at der ikke betales renter af et udestående med en leverandør, så længe beløbet ikke er forfaldet.

Byggefirmaer skal sælge sikkerhed og tryghed
Udover kreditkrisen og bankernes tilbageholdenhed er en anden tendens med til at gøre livet svært for håndværksmestrene. Hvor det før i tiden var normal praksis at betale i rater, forventer kunderne i stigende grad, at betalingen først falder, når opgaven er udført.

- I det private segment er det nødvendigt at sælge tryghed, og det har ført til konceptet omkring betaling efter færdiggørelse. Kunden vil ikke brænde sig på en håndværker, som ikke kan levere, og det kan være en likviditetsmæssig udfordring for de mindre håndværksvirksomheder.

- Med et tiltag som dette kan virksomheder, der ellers ikke har mulighederne, også tilbyde sikkerhed. Betaling ved levering er et salgsargument, der batter noget. Det er et fænomen, der er udsprunget af krisen, men det kan sagtens være en udvikling, der er kommet for at blive, slutter Søren Andersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078