23948sdkhjf

NCC vinder opgave til 300 millioner med 303 boliger

NCC har vundet en hovedentreprise i forbindelse med gennemførelse af helhedsplanen for Blokland i Albertslund, en afdeling i Vridsløselille Andelsboligforening, der administreres af Bo-Vest.

Ordren er på cirka 300 mio. kr.

Renoveringen omfatter generelt nye facader, vinduesudskiftning og ny tagkonstruktion med ny tagbelægning. Fremtidige facader bliver beklædt med enten træbeklædning eller fiberbeton.

– Det er en kompleks opgave, hvor der undervejs i renoveringen vil være lejligheder, der fortsat er beboede, så vi får brug for vores erfaring med at håndtere, at vores arbejdsplads samtidig er nogle menneskers hjem, siger Brian Hasfeldt, der er områdedirektør i NCC’s renoveringsenhed.

Øvrige parter i projektet omfatter Danakon og JJW Architects.

Renoveringen af Blokland udføres i fem etaper fordelt på fire blokke – A, B, C og F – med en samlet byggeperiode på cirka to år. Arbejdet sættes i gang i marts 2023 og forventes afsluttet i maj 2024. 

Modernisering og nye tagboliger

Blokland ligger centralt i Albertslund, mellem Jernbanen og Roskildevej, og er afgrænset af en vold mod øst og bebyggelsen Banehegnet og et villakvarter ved Sletteland mod vest.

Renoveringen påvirker de fire involverede blokke på forskellig vis. Der skal ske gennemskæringer i blokkene for at give bebyggelsen nyt udtryk, og der bliver etableret nye boliger med øget tilgængelighed i stueetage og med adgang via elevatortårne. Nogle boliger lægges sammen og moderniseres, og der bliver etableret nye tagboliger. Derudover vil der ske en større udskiftning af bygningernes installationer.

Projektet har været udbudt i to entrepriser: En hovedentreprise omfattende alle bygningsarbejder, som NCC har vundet, og en landskabsentreprise, der ifølge databasen Projektagenten er landet hos Hededanmark.

NCC har gennemført mange lignende boligrenoveringssager for Bo-Vest, heriblandt Albertslund Syd der blev afleveret et halvt år før tid, VA4 hvor arbejdet er på vej ind i slutfasen samt Hyldespjældet, hvor arbejdet fortsat er i gang.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109