23948sdkhjf

Dansk Håndværk vil i dialog med Tryg

Forsikringsselskabets planer om at presse leverandører som håndværksmestre og byggefirmaer på prisen har skabt frustrationer i branchen.
Frustration i en i forvejen presset branche.

Sådan beskriver Morten Frihagen, der er chefjurist i Dansk Håndværk, modtagelsen af sommerens nyhed om, at forsikringsselskabet Tryg vil forsøge at spare 700 mio. kr. årligt på de såkaldte erstatningsomkostninger ved at presse leverandører som håndværksmestre og byggefirmaer på prisen.

Og selv om Dansk Håndværk er bekendte med Trygs metoder, er det begrænset, hvad organisationen reelt kan stille op.

- Der er en del frustration omkring det, Tryg gør i øjeblikket, så vi prøver at få en samtale med de store firmaer, som står bag prispresset. Når vi hører om noget, som det med Tryg, så samler vi cases og går i dialog med dem, siger Morten Frihagen til Building Supply.

Ris til egen røv
Formanden for Dansk Håndværk, Niels Techen, advarede allerede på sidste sommers årsmøde om, at de store virksomheder presser underleverandørerne så hårdt, at det kan udvikle sig til en reel trussel for byggebranchen på det danske arbejdsmarked.

- Men der er ikke sket meget siden da. Det er faktisk stadig den oplevelse, vi sidder med, og det, vi hører fra vores medlemmer. De bliver presset meget i tilbudsfasen og bruger meget tid på at afregne tilbud. Som regel skal forretning være noget, der er interessant for alle parter, og man kan godt presse prisen lidt, men på et tidspunkt presser man så meget, at kvaliteten falder. Det vil i sidste ende være ris til egen røv, for så tvinger man de små virksomheder til at spare nogle forkerte steder, som i sidste ende kan føre til, at de ikke kan løfte opgaven eller ende med at lukke, siger Morten Frihagen og kommer dermed ind på det dilemma, Dansk Håndværks medlemmer er fanget i.

Benhård kamp mod lovovertrædelser
- Hvis ikke der er ordentlige tilbud, bør markedet indrette sig med tiden, hvis alle siger nej. Men markedet er stadig hektisk, og der vil altid være nogen, der underbyder. Man kan selvfølgelig opfordre virksomhederne til at sige nej til opgaver, hvor de bliver presset alt for hårdt på prisen, men det er også lettere sagt end gjort, for virksomhederne vil jo også gerne have noget at lave.

Han forsikrer dog for, at Dansk Håndværk vil gøre alt for i det mindste at sikre, at lovgivningen bliver overholdet, så alle kæmper på lige fod.

- I de situationer, hvor lovgivningen ikke bliver overholdt, arbejder vi benhårdt for, at myndighederne griber ind. Men når det gælder private tilbud, er der jo ikke de samme regler, som ved offentlige udbud. Så kan vi ikke gøre så meget andet end at råde til, at man bruger sine ressourcer rigtigt, siger Morten Frihagen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078