Museum skal flytte 1.600 lastvogne med jord
550 lastvogne jord.
Så meget jord er der blevet kørt væk, siden første spadestik til ARoS’ store museumsudvidelse The Next Level blev taget tilbage i juni.
Det lyder umiddelbart af meget, men faktisk er kun en tredjedel af udgravningen overstået. Når selve byggeriet af udvidelsen går i gang, vil der nemlig være kørt cirka 1.600 lastvogne fyldt med jord væk.
Det skriver kunstmuseet ARoS på LinkedIn. Her lyder det videre, at første fase af udgravningen nu er afsluttet, og at gravemaskinerne derfor får lov at hvile et øjeblik, mens boreholdet er gået i gang med at bore og sætte "en lang række ankre ud i jorden omkring byggepladsen".
Ifølge museet skal de sikre, at jorden ikke skubber spunsen ind, når der graves yderligere ud, indtil den endelige dybde er nået, og det nye galleri og det enorme Skyspace af James Turrell kan rejse sig.
Selve byggeriet forventes at begynde til marts.
Åbner i 2025
The Next Level, som er udviklet i samarbejde med Schmidt Hammer Lassen Architects, består af flere elementer: Et udbygningsprojekt bestående af et underjordisk galleri på 1.000 m2 og det store værk Skyspace af James Turrell, der har en loftshøjde på 15 meter og en diameter på 40 meter.
Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus (S), har tidligere udtalt:
- Med realiseringen af James Turrells spektakulære The Dome tager ARoS både museet og byen til ”The Next Level” og sætter en tyk streg under Aarhus’ status som en fantastisk kulturby.
The Next Level forventes at åbne i 2025.